Syg bedstemor stopper ikke Obama

22. okt 2008
Trods afbrydelsen af sin valgkampagne ville Barack Obama få 52 procent af stemmerne, hvis præsidentvalget skulle afgøres i dag.

Den republikanske modkandidat John McCain ville derimod kun få 42 procent af stemmerne.

Det viser den seneste meningsmåling foretaget af Reuters, C-Span og Zogby.

Barack Obama har valgt at aflyse sine valgmøder i Wisconsin, Iowa og Ohio i de næste to dage for i stedet at besøge sin syge bedstemor på Hawaii.

Alligevel er han for tredje dag i træk gået frem i meningsmålingerne op til den sidste sprint før præsidentvalget 4. november.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Obama bliver bare større og større. Han har udbygget sin føring inden for næsten alle større vælgergrupper," siger analytiker John Zogby til Reuters og tilføjer:

"Dampen lader til at være gået helt af McCain for øjeblikket."

Det er første gang, at Obama fører med to cifre foran McCain.

I de seneste to uger har forskellen mellem dem været fra to til seks procentpoint i Obamas favør, før han tirsdag trak fra McCain med otte procentpoint.

Barack Obamas hustru Michelle Obama overtager sin mands opgaver fredag i Columbus og Akron i Ohio, mens han er på Hawaii for at besøge sin bedstemor.

Den demokratiske præsidentkandidat har tidligere beskrevet bedstemoren som en person, der har betydet meget for, at han har klaret sig godt i livet.

"Hun er den, der har tilsidesat ting til sig selv, for at jeg kunne få et bedre liv. Hun gav alt, hvad hun havde til mig. Og selv om hun ikke længere kan rejse, ved jeg, at hun ser med i aften," lød det fra Obama, da han blev valgt til Demokraternes præsidentkandidat i august.

-Newspaq

faktaboks