Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi ringer kriminelle til borgere og udgiver sig for at være fra politiet, banker eller teleselskaber for at lokke NemID-oplysninger ud af dem. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Snød kvinde for 365.000 kr.: Nu advarer politiet mod fupopkald

1. feb, 13:14
Kriminelle ringer til borgere for at lokke NemID-oplysninger ud af dem. Udlever dem ikke, opfordrer politiet.

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer borgere mod fupopkald, hvor de bliver bedt om at udlevere NemID-oplysninger.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse natten til lørdag.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi ringer kriminelle til borgere og udgiver sig for at være fra politiet, banker eller teleselskaber for at lokke NemID-oplysninger ud af dem. Informationerne bliver derefter brugt til at hæve store beløb.

Ifølge politiet blev en ældre kvinde fra Sønderjylland tidligere på ugen snydt af en mand, der ringede og udgav sig for at være fra kvindens teleselskab.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hele fupnummeret tog kun få minutter og førte til, at kvinden blev 365.000 kroner fattigere.

Hændelsen blev anmeldt til Syd- og Sønderjyllands Politi, der nu efterforsker sagen.

Ifølge politiet er sagen ikke enestående. Syd- og Sønderjyllands Politi modtager i øjeblikket flere henvendelser fra borgere, der har været udsat for lignende bedragerier.

- Der er helt klart tale om udspekulerede telefonopkald, der umiddelbart virker meget troværdige. Vi har for eksempel oplevet, at de kriminelle har udgivet sig for at være politimand eller for at være fra en anden myndighed, hvor de understregede, at de havde akut brug for oplysningerne.

- I andre tilfælde har de brugt rigtige politifolks navne, udtaler vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed i pressemeddelelsen.

Han understreger samtidig, at hverken banker, politi eller andre myndigheder ville bede om at få udleveret NemID-adgangskode, NemID-engangskoder eller kontonumre.

Han opfordrer derfor borgerne til at bruge deres kritiske sans.

- De kriminelle spiller på, at de lyder myndige og overbevisende, når de udgiver sig for at være fra banken, politiet, skattemyndighederne eller skifteretten.

- Men uanset hvor overbevisende de lyder, så vil en rigtig betjent og en rigtig bankrådgiver aldrig bede om at få udleveret personlige oplysninger på denne måde. Så tro ikke på dem og udlever aldrig oplysningerne, understreger vicepolitiinspektøren.

/ritzau/