Svinede chefen til i pressen: Får erstatning

17. jul 2013, 11:56
Tidligere assistent for Michael Laudrup får stor erstatning, efter at han blev fyret for at kritisere RCD Mallorcas sportsdirektør.

Man kunne tro, det ville være velbegrundet og i orden, at man blev fyret for at svine sin egen chef til i offentligheden. Men sådan står det åbenbart ikke til i Spanien.

Den danske talentspejder og trænerassistent Erik Larsen er således blevet tilkendt knap 850.000 kroner i erstatning fra fodboldklubben Mallorca, der fyrede ham den 26. september 2011, skriver JP.dk.

Fyringen kom, efter at Erik Larsen havde kritiseret fodboldklubbens præsident Lorenzo Serra Ferrer overfor BT.

”Han vil gerne styre det hele selv, og der mener jeg alt i hele klubben. Men han har ikke evnerne til at gøre det. Det har vi allerede set,” sagde Erik Larsen.

”I bund og grund er han et dårligt menneske, for vi kan se, hvordan han behandler alle i klubben på alle planer,” sagde han.

Alligevel har en spansk domstol konkluderet, at grundlaget for en fyring ikke var til stedet.

”At et udsagn står skrevet i et medie, betyder ikke, at det er sandt," skriver retten i sin kendelse ifølge JP.dk.

Dagen efter fyringen valgte Michael Laudrup også at forlade klubben, hvor de to danskere havde arbejdet i et år.

De to danskere er i dag genforenet i Swansea, hvor Larsen arbejder som talentspejder for den walisiske klub, mens Michael Laudrup er manager.

Kilde: JP.dk