Svenske chefer slås med danske ledere

15. okt 2010
Chefer arbejder tit på tværs af lande uden problemer, men når danskere og svenskere skal samarbejde, så slår det gnister.

Rolig betyder sjov, eller er det omvendt? Når svenskere og danskere skal snakke sammen, skaber det rigeligt af problemer - men når svenske og danske ledere skal samarbejde eller beslutte noget, så kan det nemt gå galt.

Der er nemlig store forskelle i vores kultur og identitet. Og det gør, at vi arbejder forskelligt. Mens svensken langsomt triller afsted i en grundig Volvo, så vil dansken hellere køre i Alfa Romeo.

"Vi er ikke bange for at sige tingene direkte i Danmark. Så skarpt er det slet ikke i Sverige. Det kan nærmest virke overvældende for svenskere," siger koncerndirektør i SAS, Henriette Fenger Ellekrog, der til daglig arbejder med en masse svenskere lidt uden for Stockholm.

Væsentlige forskelle

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hun påpeger, at der er væsentlige forskelle, så man for eksempel skal være varsom i sin kommunikation.

"Svenskerne er meget mere empatiske og forsigtige. Som dansker skal man tænke over at være mere omhyggelig med, hvordan man udtrykker sig i mails - og måske bruge flere ord, for man ikke går forbi hinanden," siger hun.

I interesseorganisationen Lederne peger ledelsesrådgiver, Niels Henriksen på, at der historisk set er langt større virksomheder i Sverige, hvor man er vant til et andet hierarki end i Danmark. Hierarkiet betyder simpelthen mere i store koncerner.

Når svenske ledere arbejder inde i det hierarki, vil den svenske leder gerne hele vejen rundt og rådgive sig med mellemledere, mens den danske leder ikke er vant til det. De flyver mere solo.

Det har Morten Nielsen erfaring med. Han er Nordic Manger i EA Games.

"Danskere er meget fokuserede og tingene skal gå hurtigt. Svenskere er meget mere detaljeorienterede og bruger nogle gange så lang tid, når der skal besluttes noget, at hele processen bliver presset," siger han.

Forviklinger

Faktisk kan det blive så presset, at det skaber problemer i den sidste ende.

"Vi skulle håndtere nogle budgetter, men svenskerne var så lang tid om feedback, så hele processen blev forsinket," fortæller Morten Nielsen.

Han har gennem årene lært, hvordan man bedst agerer som dansk leder, når man skal samarbejde med en svensker.

"Hvis man som dansk chef er direkte over for en svensker, så opfatter
svenskeren det helt forkert, fordi de er meget mere emotionelle. Som
leder skal man derfor ikke pakke tingene ind, men man skal sætte lidt
flere ord på, når man skal ud med et budskab," siger Morten Nielsen.

Han påpeger, at den optimale medarbejder eller leder ville være en

mellemting mellem den direkte actionorienterede danske chef og den meget detalje- og personorienterede svenske leder.

 

 

Det slår gnister

Udvalgte historiske fakta fra Danmark og Sveriges utallige fejder.

  • 8. november 1520. Blodbadet i Stockholm. Danmark banker svenskerne og henretter de svenske adelsfolk.
  • 1563-1570. Syvårskrigen. Magtambitioner forårsager krigen. En fredsaftale afslutter krigen.
  • 1611-1613. Kalmar Krigen. Sverige vil have større handelsmonopol. Danmark vinder og er førende i Norden.
  • 1. svenske krig. 1657-1658. Sverige napper Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm og en del af Norge.
  • 2. svenske krig. 1658-1660. Danmark får Bornholm tilbage.