- Hvis de skal komme her, kræver det, at de følger reglerne, siger Sveriges udenrigsminister. Her et arkivfoto fra Malmø, hvor det har været muligt at gå på café og restaurant under coronakrisen. Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

Minister raser over danske turisters opførsel

17. jun 2020, 06:37
Der er kommet "mange mails" om, at danske turister ikke overholder corona-regler, siger svensk minister.

Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, langer ud efter danske turisters ageren i forhold til corona-retningslinjer i Sverige.

Det gør hun i et interview med Dagens Nyheter, der blev offentliggjort søndag.

Her bliver hun spurgt, hvad hun mener om, at Sverige tillader turister fra andre nordiske lande at komme dertil på ferie, mens svenskere ikke kan rejse den anden vej for at tage på ferie.

- Vi bryder os jo ikke om det, det er klart. Men hvis de skal komme her, kræver det, at de følger reglerne. Vi får rigtig mange mails om, at der kommer folk fra Danmark, som ikke respekterer den sociale distance og flytter borde sammen på restauranter og alt muligt, siger hun.

Hun understreger dog, at danske turister er velkomne, så længe de følger retningslinjerne.

Over for TV2 i Danmark oplyser det svenske udenrigsministeriums pressetjeneste, at udtalelserne bygger på oplysninger, som den svenske regering modtager.

I en mail påpeger pressetjenesten, at Ann Linde ikke siger, at danskere i højere grad end svenskere bryder retningslinjerne.

I interviewet med Dagens Nyheter lufter ministeren også en bredere bekymring for, at coronakrisen og den fortsatte isolation af Sverige kan skade forholdet mellem de nordiske lande.

- Det har jeg en ægte uro for, siger hun.

Hun fortæller, at den svenske regering har forsøgt at indgå regionale aftaler med nabolandene, men uden held.

Samtidig anerkender hun, at Sverige har været hårdere ramt.

- Faktum er, at de har et meget mildere udbrud, end hvad vi har haft. Vi har forklaret dem, at vi har haft en meget regional udvikling.

- I grænseområder ser det slet ikke ud som i Stockholm. Man kan jo se, at i København er der betydeligt flere døde og smittede end i Skåne, siger hun.

Fra mandag kunne turister fra de første lande få adgang til Danmark. I første omgang blev der åbnet for turister fra Tyskland, Norge og Island, der ligesom Danmark har et lavt antal smittede og indlagte.

Men andre flere lande med lavt smittetal kan være på vej, sagde Mette Frederiksen (S) tirsdag i forbindelse med statsministerens spørgetime.

/ritzau/