Sussi la Cour: Sådan forandrer du karrieren

28. feb 2012
Hun har selv gennemgået hardcore selvudvikling, taget øretæverne, og er kommet ud som et klogere menneske. Sussi la Cour vil efterspørge mod til at satse, når hun fremover blogger på Avisen.dk.

Omkring årtusindeskiftet var hun Danmarks største internationale filmstjerne, hvis berømmelse den dag i dag må give Viggo Mortensen mindreværdskomplekser.

Dengang kaldte hun sig Katja Kean og var førstediva på det erotiske filmmarked.

12 år, en sit-com, et undertøjsfirma og en næsten færdiggjort universitetsuddannelse senere springer hun under dåbsnavnet Sussi la Cour ud som blogger på Avisen.dk.

"Det bliver en meget personlig og meget ærlig blog, hvor jeg med udgangspunkt i min egen karriere og den virkelighed, jeg kender, vil hjælpe andre til at navigere i livet og karrieren," siger hun.

Kom nu - spring ud i det!

44-årige Sussi La Cour rådgiver virksomheder og privatpersoner i det emne, hun kender bedre end de fleste - forandring.

Og netop forandring - eller kunsten at ændre sit liv i den retning, man ønsker sig, bliver omdrejningspunktet i de blogs, som fra nu af vil være at finde på Avisen.dk.

Læs Sussi la Cours første blogindlæg her

"Det har altid været det vigtigste for mig at turde udvikle mig selv. Og jeg tror på, at man står stærkere, hvis man kan rådgive andre ud fra egne erfaringer," fortæller Sussi la Cour, der siden 2009 har været i gang med en masteruddannelse på Roskilde Universitet.

Selv betragter hun det som sin fremmeste mission som blogger at inspirere tryghedssøgende danskere til at genfinde glæden i deres arbejdsliv eller tage springet ud i en ny karriere.

"Begge dele kræver mod og en beslutning om at turde møde konsekvenserne. Men vi bruger så meget tid på at arbejde, at det er umådeligt trist - og spild af tid, hvis man går for meget på kompromis," siger hun.

Kulturel opsang

Efter årene i USA mener Sussi la Cour, at danskerne trænger til en kulturel opsang. Vi skal turde satse mere af vores personlighed.

"Jeg får et kick ud af amerikanernes sprudlende optimisme - og har selv oplevet den den frihed, det indebærer. I Danmark er vi mere skeptiske over for det anderledes og det skæve. Og det udløser en form for karrieremæssig handlingslammelse," konstaterer hun.

I Danmark er det nærmest tabu at gå konkurs. I USA er det omvendt. Der er man ligefrem eftertragtet med et par konkurser i bagagen, understreger Sussi la Cour.

"Det handler jo om at lære af sine fejl og derigennem blive dygtigere. What doesn't break you, makes you! Det kan vi lære rigtig meget af herhjemme."

Fortryder intet

Selv har hun gennemgået en "hardcore selvudvikling" fra blitzbadet Hollywood-stjerne til konkursramt iværksætter, der måtte bo på veninders sofaer.

"Det er da ikke sjovt at stå som 40-årig uden indtægt, opsparing og et sted at bo. Men man skal komme ud, før man kan komme hjem. Det er først nu, at jeg er ved at finde tilbage til mit autentiske jeg," forklarer Sussi la Cour.

Alle forandringer er hårde, erkender hun. Men selv har hun aldrig fortrudt konsekvenserne af de valg, hun har truffet.

"Alting har en konsekvens, sådan er det. Selvfølgelig skal man aldrig gøre noget, man ikke har lyst til. Men man skal være lidt bange, før det går løs," siger hun.

Sussi la Cour

- Født 1968 på Frederiksberg.

- Gjorde karriere i hotel- og restaurationsbranchen i Danmark og Sydafrika.

- Medvirkede i sin første erotiske film i 1997.

- Boede i Los Angeles i tre år og strøg til tops i pornobranchen under navnet Katja Kean, som hun siden ændrede til Katja K.

- Spillede receptionisten Lisa i den danske sit-com 'Langt fra Las Vegas' fra 2000-2003.

- Stiftede undertøjsvirksomheden 'Katja K' i 2004 med butik i København. Firmaet gik konkurs i 2008.

- Har læst en Masteruddannelse i Oplevelsesledelse på RUC siden 2009.

- Er i dag forandringsrådgiver for virksomheder og private og anvender dåbsnavnet Sussi la Cour.