20201218022059457_1000
Coronavirusset er næsten tre gange mere dødeligt end influenza, viser nyt stort studie fra Frankrig. (Arkivfoto) Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Studie: Corona er knap tre gange mere dødeligt end influenza

18. dec 2020, 07:31
Et fransk studie med over 135.000 covid-19- og influenzapatienter viser, at langt flere dør af coronavirus.

Knap et år inde i pandemien står det klart, at det nye coronavirus er langt værre end en almindelig influenzasæson.

Et nyt studie offentliggjort i tidsskriftet The Lancet Respiratory Medicine fredag konkluderer, at coronavirusset er næsten tre gange mere dødeligt end influenza.

Studiet, der er baseret på nationale data fra Frankrig, fremhæver alvoren af sygdommen hos patienter med covid-19.

Forskere har sammenlignet data for 89.530 patienter indlagt med covid-19 i marts og april i år med 45.819 patienter indlagt med sæsonbetinget influenza mellem december 2018 og slutningen af februar 2019.

Cirka 16,9 procent af covid-19-patienterne døde i løbet af undersøgelsesperioden - hvilket var under den første bølge af virusset i Europa, hvor læger havde få behandlinger at tilbyde alvorligt syge.

Til sammenligning var dødeligheden på 5,8 procent blandt dem med influenza.

Catherine Quantin er professor på universitetshospitalet i Dijon og på det franske sundhedsinstitut Inserm og har delvist stået i spidsen for studiet. Hun siger, at forskellen i dødeligheden er "særligt slående", fordi influenzasæsonen 2018/19 var den mest dødbringende i Frankrig i fem år.

Forfatterne bag studiet bemærker, at forskellen i antal indlæggelser, der omfatter dobbelt så mange patienter med covid-19 end med influenza, til dels kan forklares med den eksisterende immunitet over for influenza.

Immuniteten kan skyldes enten en tidligere infektion eller vaccination.

Forskerne konkluderer også, at flere patienter med covid-19 har brug for intensiv behandling - 16,3 procent sammenlignet med 10,8 procent af influenzapatienterne.

Samtidig er opholdet på intensiv næsten dobbelt så langt. 15 dage mod 8 dage.

Ifølge studiet er der indlagt langt færre børn under 18 år med covid-19 end med influenza. 1,4 procent sammenlignet med 19,5 procent.

/ritzau/AFP