Studerende i oprør over udsmidningsregel

8. sep 2008
Studerende er i oprør efter ny treårsregel.

Studerende smides ud efter mere end et års forsinkelse på den humanistiske kandidatuddannelse ved Københavns Universitet.

Den nye tre-årsregel betyder, at de studerende skal være færdige med den toårige kandidat-uddannelse inden for tre år.

Men både de studerende og ansatte kritiserer den hårde linje, fordi reglen risikerer at ramme mange studerende, der på grund af familieliv, studierelevant arbejde eller livsvilkår i øvrigt læser på nedsat tid.

- Mange studerende på humaniora har simpelthen ikke nok SU tilbage sidst i deres uddannelse til, at de kan studere på fuld tid. De bliver nødt til at arbejde, siger studerende Jan Rasmussen fra Humrådet til Information.

Studienævnsformand Erik Skyum-Nielsen er bekymret for, at reglen vil betyde, at fakultetet kommer til at uddanne dårligere kandidater:

- Aktivitetskravet præmierer jo institutterne for at slække på de faglige krav for at få de studerende hurtigt igennem.

Hanne Løngreen, prodekan på Det Humanistiske Fakultet, er dog opmærksom på, at de nye stramme krav kan komme til at ramme de svageste studerende og potentielle mønsterbrydere:

- Økonomien virker adfærdsregulerende for os, og det er ikke en specielt visionær praksis for, at vi får uddannet flest mulige bedst muligt, men når politikerne rasler med pengekassen i den ene ende, så ender det altså også med at få sociale og menneskelige konsekvenser i den anden ende, siger hun.

/Nespaq/

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her