'At indføre stræk er særligt relevant under den nuværende pandemi,' lyder det. (Arkivfoto) Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix

Sådan mindsker du risiko for hjertesygdom og diabetes

22. jul 2020, 08:00
Passive stræk er gavnlige for dine blodårer, og det kan få betydning for din sundhed. Det viser et nyt studie.

Måske springer du strækøvelserne efter træning over, for hvad skulle de egentlig gøre godt for.

De gør måske heller ikke den store forskel for din træning, men det kan føles behageligt. Og så kan der faktisk være en helt anden gavnlig effekt af stræk, viser et nyt studie fra University of Milan.

Bare to uger med passive strækøvelser øger nemlig blodgennemstrømningen, gør det lettere for arterierne at udvide sig og mindsker deres stivhed.

Studiet er publiceret i The Journal og Physiology.

- De ændringer, der blev observeret i blodårerne, kan have betydning for sygdomme herunder hjertesygdomme, skriver The Physiological Society i en pressemeddelelse.

Passive stræk betyder, at det er en ydre kraft, der medfører strækket - det kan være en anden person eller tyngdekraften.

I studiet var der fire strækøvelser for benene, som blev foretaget af 39 sunde forsøgspersoner fem gange om ugen over 12 uger.

Eksempelvis ved at ligge på ryggen med et ben strakt lige op i luften og et reb eller tørklæde til at holde fast i rundt om foden.

Efterfølgende målte forskerne på blodårerne både i benene og overarmen. Og her blev der fundet gavnlige effekter begge steder - selv om strækket kun var udført i benet.

- At indføre stræk er særligt relevant under den nuværende pandemi, hvor vi er mere i vores hjem, hvor muligheden for at udøve gavnlig træning for at forebygge hjertesygdom, slagtilfælde og andre sygdomme er begrænset, udtaler medforfatter til studiet Emiliano Ce.

Det kan dog aldrig erstatte motion, understreger professor i integrativ fysiologi på Københavns Universitet Ylva Hellsten, som forsker i blodgennemstrømning.

Men det kan være et sundt og brugbart redskab for dem, der ikke har mulighed for at få bevægelsen ind i hverdagen.

- Fysisk aktivitet vil altid have en effekt, og stræk er en del af det. Der sker et stræk i musklen, når du bevæger dig, især når du bremser og drejer som i boldspil. Så hvis man kan motionere, er det meget bedre.

- Men man kan jo have situationer og individer - eksempelvis med kraftig åreforkalkning eller andre problematikker - der ikke nødvendigvis kan motionere, og så vil det være en god ting, siger Ylva Hellsten.

Hun er enig i forskernes udlægning af, at den gavnlige effekt på blodårerne kan have en positiv effekt i forhold til eksempelvis hjerte-kar-sygdomme.

- Blodkarrenes funktion og tilstand er rigtig vigtige faktorer. Mindsket stivhed i blodkarrene og forbedret vaskulær funktion er faktorer, der definitivt vil forbedre hjertekarsundheden og mindske ens risiko, siger hun.

/ritzau fokus/