TEMA: VERDEN SET FRA ET FØRERHUS: Store vognmænd forskanser sig de små er ude

16. jan 2011
Landevejsrøvere og mangel på sikre offentlige rastepladser får store vognmænd til lave egne rastepladser. De små chauffører føler sig usikre udenfor.

Skruppelløse landevejsrøvere og tyveknægte, der plyndrer lastbiler på de danske veje, rammer især chauffører ansat hos små vognmænd.

For selv om politikere og transporterhvervet i årevis har talt om et presserende behov for sikrede offentlige rastepladser, hvor alle chaufførerne kan være i fred, er det ikke blevet til noget.

Læs også: Truckere vil have pigtråd om rastepladser

Derfor er de store spillere i vognmandsbranchen begyndt at forskanse sig på indhegnede, private rastepladser med overvågningsudstyr, mens chauffører ansat hos små vognmænd må parkere på offentlig vej med de risici, det indebærer.

Overladt til sig selv

"Udviklingen går i den retning, at de store beskytter sig selv, mens de små er overladt til sig selv," siger John Roy Vesterholm, der er chefjurist i DTL, brancheorganisationen for det danske transporterhverv.

Det kan en af branchens store spillere, Frode Laursen med  1.100 medarbejdere og 700 lastbiler, bekræfte.

"Vi har et stort ansvar for at sikre chauffører, gods og biler, og vi havde ikke tålmodighed til at vente på de offentlige, sikre rastepladser, så vi har etableret vore egne sikre, indhegnede lokaliteter syv steder i Norden, hvor chaufførerne kan hvile," siger Anders Balle, pressechef i Frode Laursen.

Indgangskontrol

På Frode Laursens egne oplyste rastepladser er der indgangskontrol, vagtpatruljer, hegn og kameraovervågning også mulighed for at spise, bade, se tv, komme online og for at vaske tøj.

Samme løsninger tilbyder de fleste store vognmænd og speditører, mens flertallet af chauffører, som kører for små og mellemstore vognmænd, må nøjes med de mindre sikre offentlige rastepladser med knapt så mange faciliteter.

"Det var lige nøjagtig det, vi havde frygtet, ville ske," siger Kim René Busch, forhandlingssekretær i fagforeningen 3F’s transportgruppe.

"Så nu må politikere arbejdsgiverne og politikerne i Folketinget og EU altså se af at komme i gang,"appellerer Kim René Busch.

Læs transportministerens svar: Transportminister: Vi er heldige

Set fra førerhuset

Avisen.dk bringer over en uge nyheder om arbejdslivet set fra eksportchauffør Thomas Pedersens førerhus.