Store skattedag: Tjek før du betaler til Thor

5. mar 2012
Et ægtepar snød sig selv for 90.000 kroner i skat.

Fra i dag kan du tjekke din årsopgørelse for 2011 fra SKAT.

Her kan du se, om du har betalt for meget eller for lidt i skat i det forgangne år. I den forbindelse er det værd at tjekke, om du har fået de fradrag, du er berettiget til. Avisen.dk kommer her med fire gode råd til, hvor der typisk er penge at hente for almindelige lønmodtagere.

SKAT har generelt adgang til alle de vigtigste oplysninger om din økonomi. Derfor skal du som udgangspunkt ikke bekymre dig om, at for eksempel din lønindkomst eller dine banklån er registreret.

Brug i stedet energien på de forhold, der er særlige for dig.

1. Tjek befordringsfradraget

Hvis du har mere end 24 kilometer til arbejde, kan du få befordringsfradrag. Det er et fradrag for dine udgifter til transport til og fra arbejde, hvad enten du kører i bil, bus, tog eller på cykel.

SKAT beregner dit befordringsfradrag ud fra afstanden mellem dit hjem og adressen på din arbejdsplads. Fradraget kan være for lille, hvis du ikke kører den samme vej, som SKAT har beregnet.

Vær opmærksom på, om SKAT har registreret den rigtige adresse på din arbejdsplads!

Privatøkonomisk rådgiver Susanne Arvad fortæller om en sag, hvor et ægtepar fik 90.000 kroner tilbage, efter at de gennem tre år havde fået et for småt befordringsfradrag.

Ægteparret boede lige ved siden af virksomhedens hovedkontor, men arbejdede i virkeligheden i en anden afdeling af virksomheden og havde derfor langt til arbejde. Gennem tre år fik de intet befordringsfradrag. Det løb samlet set op i, at de havde betalt 90.000 kroner for meget i skat.

2. Fradrag for renteudgifter

Hvis du har et lån sammen med en person, der ikke er din ægtefælle - og som du derfor ikke deler skatteforhold med - kan det være, du har ret til et fradrag for de renteudgifter, der er i forbindelse med lånet.[pagebreak]

Hvis du for eksempel er med til at tage et lån i en andelsboligforening, skal du sikre dig, at du får fradrag for din del af renteudgifterne. Er det selve andelsboligforeningen, der har taget lånet, er der dog ikke noget at komme efter for dig.

3. Slip for skat på aktier og obligationer

Ejer du aktier eller obligationer, skal du betale skat, når det giver overskud. Men hvis det først er i år, at dine investeringer giver overskud – og du har haft underskud de sidste mange år – kan det være, du kan slippe for at betale skat af årets overskud.

Derfor er det vigtigt, at SKAT også er orienteret om de år, hvor dine aktier eller obligationer har givet underskud.

4. Din velgørenhed giver ekstra fradrag

Støtter du en velgørende organisation som for eksempel Amnesty International eller Unicef, er dit bidrag fradragsberettiget, hvis du giver mere end 500 kroner om året. Hvis du for eksempel giver 1200 kroner om året til en enkelt organisation, giver det dig et ekstra fradrag på 700 kroner.

Er dine bidrag fordelt på flere forskellige organisationer, giver det kun fradrag i de tilfælde, hvor du giver mere end 500 kroner til den enkelte organisation.

Tidligere var det nødvendigt selv at indberette til SKAT, at man støtter en velgørende organisation. I dag indberetter organisationerne som udgangspunkt selv til SKAT, at du støtter dem. Men sørg for at sikre dig, at SKAT rent faktisk ved besked om din støtte.

Kilde: Susanne Arvad, privatøkonomisk rådgiver, Arvad Finanshus