Tæt på verden: Storbank svindlede med globale rentesatser

20. dec 2012, 13:29
Svejtsiske UBS betaler kæmpebøde på 9 milliarder for manipulation med Liborrenten. Andre storbanker skal også betale bøder.

Det koster dyrt for den svejtsiske storbank UBS at have deltaget i svindel med internationale renter for at score kassen. Det er bankens japanske filial, der står for skud af både britiske og amerikanske myndigheder, og må punge ud med 9 milliarder kroner.

Libor-skandalen, der groft sagt negativt har påvirket alle lande og firmaer med lånebehov globalt, har indtil videre omfatter et dusin af de førende internationale finanshuse. Libor er en fundamental rente, som de fleste andre rentesatser baseres på.

Selv om beløbet er stort, når det ikke op på niveau med britiske HSBC, der den anden dag fik et hak på 11 milliarder kroner for at have vendt det blinde øje til systematisk hvidvask af narkopenge og illegale overførsler mellem upæne parter.

Rentefusk

UBS har drevet sin ulovlige virksomhed med rentefusk i perioden 2005-10. Målet vare både at tjene ekstra profitter og så at dække over selskabets dårlige tilstand under finanskrisen. Bøden er en udløber af den undersøgelse, briterne foretager over global manipulation mad den såkaldte Libor-rente, som danner grundlag for rentesatser.

Yen-Libor er forsøgt manipuleret 1.900 gange fra UBS kontoret i Tokyo. I juni betale Barclays 2,5 milliarder kroner i samme skandale. Blandt andre internationale banker, der inden længe vil vedkende sig bøder er Royal bank of Scotland, Deutsche Bank, JPMorgan Chase og måske Citigroup, skriver Dealbook.

UBS er ikke specielt fin i kanten. Banken måtte i 2009 betale 4,5 milliarder kroner i bøde til USA for systematisk at have hjulpet amerikanere med skatteunddragelse til billioner. Sidste år tabte banken næsten 15 milliarder kroner, fordi en trader gik amok og spekulerede lidt for meget.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.