Coop opfordrede torsdag regeringen til at indføre et forbud mod trykte tilbudsaviser, og lørdag oplyser koncernen, at Dagli'Brugsen fra 1. januar stopper med at trykke og omdele tilbudsaviser.

LÆS OGSÅ: Nye tal: Hundredevis af borgere døde under og kort efter ressource­forløb

- Det giver ikke mening, at der hvert år bliver trykt 84.000 tons tilbudsaviser i Danmark. Det giver ikke mening, at vi fælder flere end 300.000 træer om året. Og det giver ikke mening, at vi lukker 336.000 tons CO2 ud ved at lave tilbudsaviser, siger Coops topchef, Peter Høgsted, ifølge en pressemeddelelse.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Han opfordrer de andre dagligvarekæder i Danmark til også at droppe tilbudsavisen.

Ud over forbruget af ressourcer er tiden også ved at løbe fra de trykte tilbudsaviser, supplerer Torben B. Andersen, der er kædedirektør i Coop.

- Det er det rigtige at gøre. Og det har vist sig, at kunderne ikke efterspørger den trykte tilbudsavis i samme grad som tidligere. Desuden er der rigtig mange, der får tilbuddene online og via vores app, siger Torben B. Andersen.

Som en service til de kunder, der foretrækker at læse ugens tilbud på papir, vil Dagli’Brugsen trykke et mindre antal - cirka 50 per butik - af ugens digitale tilbud på papir, som kan hentes i butikken.

Coop-koncernen står også bag Superbrugsen, Kvickly, Fakta og Irma.

I et åbent brev til klimaminister Dan Jørgensen (S) tidligere denne uge argumenterede Peter Høgsted for at indføre et forbud mod tilbudsaviserne.

- I en klimatid, hvor vi snakker om, hvad vi alle sammen kan gøre for at reducere klimapåvirkningen, synes vi, det er en umiddelbart god idé, der ligger lige til højrebenet, sagde Høgsted i den anledning.

/ritzau/