Stop for efterløn truer din løn

19. jan 2011
Efterlønnen skal afskaffes for at trykke din løn, lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Du troede måske, at efterlønnen skal afskaffes, fordi Danmark kan spare penge. Men det er ikke hele sandheden. Den skal afskaffes, for at få dig til at gå ned i løn.

I hvert fald, hvis du spørger Dansk Arbejdsgiverforening.

"Det globale marked har skabt stor konkurrence. Hvis vi skal skabe arbejdspladser her i landet fremover, må lønnen ikke stige, som den har gjort hidtil. Ved at afskaffe efterlønnen, kan vi bremse lønstigningerne," siger Erik Simonsen, chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening.

Kamp om jobbene

Ved at bremse lønstigninger kan Danmark altså tiltrække flere arbejdspladser - det vil sige store virksomheder på jagt efter billig arbejdskraft.

Tanken er at kaste en masse efterlønnere ud på arbejdsmarkedet, så danskerne må kæmpe om jobbene. Dermed vil lønmodtagerne blive mindre krævende på lønfronten. De lavere lønninger skal så få store virksomheder til at slå sig ned i Danmark.

Læs også: Cepos - Du må vælge. Jobfest eller lønfest

"Der er ingen tvivl om, at de lønstigninger, vi har set hidtil, ikke kan fortsætte, hvis vi vil have arbejdspladser til landet. Det er bedre at have små lønstigninger og et job end høje lønstigninger og intet job," siger Erik Simonsen.

Hvis løn skal presses?

Hvor meget arbejdsgiverne håber, at efterlønsstoppet bremser lønstigningerne, vil Erik Simonsen ikke ind på. Et stop for efterløn vil dog ikke ligefrem betyde lønnedgang, mener han.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er enig i, at en konsekvens af et efterlønsstop vil være lavere lønstigninger.

"Det er klart, at jo mere kamp der er om jobbene, jo mere går det ud over lønstigningerne," siger Martin Madsen, økonom og chefanalytiker hos AE-rådet.

Men ifølge ham vil et efterlønsstop ramme arbejdernes løn langt hårdere, end de veluddannedes.

Læs også: Efterlønsstop rammer dem med lav løn

Regeringen afviser løntrykkeri

Regeringen har flere gange argumenteret for, at en afskaffelse af efterlønnen vil betyde flere arbejdspladser. Alligevel afviser den, at efterlønsstoppet er tænkt som løntrykkeri.

"Vi vil afskaffe efterlønnen, fordi ordningen er meget dyr. Lønninger er en sag for arbejdsmarkedets parter," siger Ulla Tørnæs, arbejdsmarkedsordfører for Venstre.

De Konservative afviser også, at efterlønnen skal afskaffes for at presse lønnen.

"Vi afskaffer ikke efterlønnen for at opnå et bestemt lønpres, men det er afgørende, at de danske virksomheder er konkurrencedygtige. Herunder er lønniveauet også en faktor," siger Mike Legarth, de konservatives arbejdsmarkedsordfører.

Lønstigninger

Så meget er lønnen steget de seneste fem år:

  • Private: 15,1 procent fra 2005 til 2010.
  • Kommunerne: 17,4 procent fra 2005 til 2010.
  • Staten:16,9 procent fra 2005 til 2010.

Priserne i butikkerne er steget med ca. 10 procent fra 2005 til 2010.

Kilde: Beregninger ud fra prisindeks og lønindeks hos Danmarks Statistik.