Inger Støjberg er rasende efter, hun har set en video af muslimer til fællesbøn. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Inger Støjberg raser: - Dybt rædselsfuldt

12. maj 2020, 13:06
Venstres næstformand mener, at de 30 mænd, der samlede sig til fællesbøn søndag aften bevidst brød forsamlingsforbuddet.

Den tidligere integrationsminister og nuværende næstformand i Venstre Inger Støjberg er rasende, efter hun har set videoen af 30 muslimer, der sammen beder søndag aften på en parkeringsplads nær Gellerupparken i Aarhus.

Ved at være samlet mere end ti personer bryder mændene forsamlingsforbuddet, der skal minimere risikoen for coronasmitte.

LÆS OGSÅ: Politisk flertal for lønkompensation: Flere unge skal sikres praktikplads

Til Ekstra Bladet kalder hun videoen for ”dybt rædselsfuld”. Og hun mener, at det er tydeligt, at de er ”fløjtende ligeglade med alle regler”. Og her stopper kritikken langt fra:

- Gellerupparken er ikke et stykke Danmark, det er et lille stykke Mellemøsten, hvor man ter sig fuldstændig, som det passer en. Det er ikke kun coronaregler, de bryder. De er pivkriminelle alt for mange af dem, der bor derude. Det er en sort plet på danmarkskortet, siger hun.

Inger Støjberg fortsætter med at kritisere muslimerne i Gellerupparken og siger, at der er en god grund til at smittetrykket er større blandt ikkevestlige indvandrere, end det er blandt andre befolkningsgrupper i Danmark.

Her henviser hun til en rapport fra Statens Serum Institut, der blev udgivet den 7. maj.

LÆS OGSÅ: Mette F. indkalder til pressemøde

Hun køber desuden ikke forklaringen om, at muslimerne i eksempelvis Gellerupparken, bryder coronareglerne, fordi de ikke forstår dem.  Den nuværende integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har ellers foreslået, at der blev sat plakater op med reglerne i området.