Støjberg: Gravide frisører er chefers ansvar

10. mar 2011
Beskæftigelsesministeren vil ikke skride ind for at passe på gravide frisører

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) vil ikke gribe ind med en særlig indsats for gravide frisører.

Miljøstyrelsen anbefaler ellers, at alle gravide undgår at få farvet hår, undgår at bruge hårlak, parabener og parfumer.

Imens er de gravide frisører hver dag tvunget til at arbejde med netop de kemikalier, der er mistænkt for både at fremkalde kræft og allergi og være hormonforstyrrende.

I en e-mail til Avisen.dk skriver beskæftigelsesminister, at ansvaret for de gravide frisørers arbejdsmiljø først og fremmest er arbejdsgivernes, frisørmestrenes.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Ansvaret er ikke mit

”Som frisørmester har man naturligvis ansvaret for, at ens ansatte arbejder i et miljø, der er sikkert og sundt. Har man problemer med arbejdsmiljøet, har man pligt til at lave en handlingsplan og få rettet op på problemerne,” skriver Inger Støjberg.

Desuden skriver Inger Støjberg, at det er Arbejdstilsynet, der skal sikre, at arbejdsgiverne overholder arbejdsmiljøloven og at den enkelte frisørmester har den vejledning og information de har brug for, så deres medarbejdere kan gå trygt på arbejde.

Som Avisen.dk skrev onsdag er Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital ved at se nærmere på dokumentationen for, at frisørernes fostre kan tage skade. Klinikken overvejer, om gravide frisører skal fraværsmeldes.

”Jeg vil bede Arbejdstilsynet om at følge op på den undersøgelse, som den arbejdsmedicinske klinik vil gennemføre om gravide og frisørprodukter. Hvis der kommer nyt frem i undersøgelsen, skal Arbejdstilsynet naturligvis benytte den nye viden i arbejdsmiljøarbejdet - jo ikke mindst, når de besøger frisører,” skriver Inger Støjberg.

Pres på retssale

Men den køber formanden for Dansk Frisør- og Kosmetikerforbund Poul Monggaard ikke. Han mener, der er rigeligt med bevis for, at kemikalierne skader de gravide frisørers fostre.

"Det er forstemmende, at Inger Støjberg ikke vil gribe direkte ind. Derfor vil vi nu holde et møde med hende og Arbejdstilsynet, så vi kan få beskrevet nogle regler," siger Poul Mongaard.

Han uddyber, at han sammen med forbundet vil lægge pres på både frisørmestre og politikere, så frisørerne kan få beskyttelse.

"Vi vil retsforfølge hver eneste frisørmester, hvor frisører får enten skader eller er udsat for risiko. Så må vi tage den vej, indtil der bliver lavet nogle helt specifikke regler," siger Poul Monggaard.

SF: Det er ikke godt nok

Men der er måske alligevel politisk hjælp på vej. Ihvertfald kalder SF, Inger Støjbergs svar, nonchalant. Partiet bakker Poul Monggaard op.

"Miljøstyrelsen er meget tydelig omkring påvirkningerne. Og det er meget centralt at beskytte et ufødt foster. En frisør skal simpelthen ikke løbe den risiko," siger arbejdsmarkedsordfører for SF.

Han vil have indført de samme regler for frisører, som også beskytter gravide malere.

"Frisørerne skal have et lignende system. Og der skal fuld fart på. Der skal gøres noget nu, også fra Støjbergs side," siger Eigil Andersen.

Han vil nu stille beskæftigelsministeren en række spørgsmål.

Rådene til gravide
  • Farv ikke hår mens du er gravid eller ammer
  • Vælg altid uparfumerede produkter, og lad være med at bruge parfume, mens du er gravid og ammer
  • Undgå at bruge produkter på spraydåse, og lad være med at male, mens du er gravid og ammer

Kilde: babykemi.dk, Miljøstyrelsen