20201006-160421-L-1920x1920we
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Støjberg blev advaret om ulovligheder

14. dec 2020, 10:56
Det var mod klare advarsler fra embedsmændene, at Inger Støjberg (V) beordrede alle asylpar adskilt.

Daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fastholdt, at asylpar skulle adskilles trods advarsler om ulovlighed. Det fremgår af delberetning fra Instrukskommissionen.

Kommissionen har ikke fundet beviser for at konkludere, at Inger Støjberg direkte har bedt embedsværket om at administrere mod loven. Men at hun dog var advaret.

- (Der er, red.) ikke er nogen rimelig tvivl om, at Inger Støjberg forud for udsendelsen af pressemeddelelsen var blevet advaret mundtligt af embedsfolk fra sit departement om, at en ordning uden undtagelser ikke ville være lovlig, skriver Instrukskommissionen og skriver andetsteds:

- Tilkendegivelserne fra embedsfolkene i relation til muligheden for en undtagelsesfri ordning har ikke desto mindre været klar.

Der peges på, at Inger Støjberg fastholdt, at alle asylpar med mindreårige skulle adskilles, på trods af at hun qua et notat den 9. februar 2016 havde skitseret en anden og lovlig ordning.

- Kommissionen har desuden lagt til grund, at Inger Støjberg fastholdt sit ønske trods flere mundtlige advarsler fra embedsværket om, at en undtagelsesfri ordning ikke ville være lovlig, skriver Instrukskommissionen.

Inger Støjberg har som led i sin egen forklaring til kommissionen peget på, at hun ikke havde til hensigt at adskille alle par med mindreårige uden undtagelser.

Her konkluderer Instrukskommissionen det modsatte:

- Kommissionen har endvidere fundet grundlag for at konkludere, at Inger Støjbergs hensigt med praksisændringen var, at der skulle ske en undtagelsesfri adskillelse af parrene.

Instrukskommissionen skriver desuden, at Inger Støjberg blev rådgivet om, at det ville være ulovligt at adskille alle par uden undtagelser.

- (Inger Støjberg blev af sit embedsværk, red.) bibragt en opfattelse af, at man lovligt kunne indføre en ordning, der ville føre til ganske få undtagelser, men at en ordning helt uden undtagelser ville være ulovlig.

/ritzau/