Støjberg: Aamunds menneskesyn er forkert

16. okt 2009
Beskæftigelsesministeren tager afstand fra erhvervsmand Asger Aamunds ide om at droppe indsatsen for at få midaldrende indvandrere i job

”Aamunds forslag er udtryk for et helt forkert menneskesyn, og jeg synes, han er helt galt afmarcheret.”

Sådan lyder de stærke ord fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V). Det sker i en kommentar til erhvervsmanden Asger Aamunds forslag om at droppe indsatsen for at få midaldrende og ældre indvandrere ind på arbejdsmarkedet - og i stedet satse al energi på de yngre.

”Det drejer sig om at vise folk, at de er noget værd. Det gør man jo slet ikke, hvis man bare parkerer dem på en overførselsindkomst uden at stille nogen som helst krav til dem,” siger Inger Støjberg.

Unge skal have en rollemodel

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Men det er ikke kun for de midaldrende indvandreres skyld. Inger Støjberg mener, at Aamunds forslag kan være direkte skadeligt for integrationen af de unge indvandrere.

En vigtig del i at hjælpe dem er ifølge Inger Støjberg, at de har nogen i hverdagen at se op til, og dér vil en stor gruppe midaldrende på en permanent ydelse være et problem

”Hvis samfundet sender et signal til forældrene om, at ’jer har vi ikke brug for, I kan bare gå derhjemme’, så er det jo meget svært for deres børn og de unge at bruge dem som rollemodeller,” forklarer hun og fortsætter:

”Det vil give os helt nye problemer på halsen.”

"Kærlige krav"

Hun mener også, at Asger Aamunds vurdering af, hvem og hvor mange man kan hjælpe til at få et job er helt forkert.

”Virkeligheden er jo, at vi aldrig har haft flere indvandrere på arbejdsmarkedet end vi har nu, så regeringens politik med kærlige krav til dem, der kan arbejde har jo virket,” siger hun.

Den nuværende finanskrise med stor mangel på job får ikke Inger Støjberg til at ændre kurs:

”Det betyder jo bare at vi skal kæmpe endnu hårdere for at hjælpe folk ind på arbejdsmarkedet og til at blive integreret i Danmark."

Vil lytte til Aamund

Asger Aamund er formand for regeringens eget "Center for Boligsocial udvikling", men det giver ham ikke større gennemslagskraft hos ministeren.

"Selvfølgelig vil jeg da høre, hvad Asger Aamund kommer med. Jeg er bare ikke enig, og jeg vil da gå ud fra, at det her ikke er det eneste, han kommer med," siger Inger Støjberg.