Otte sangere og en danser fortæller til nyhedsbureauet AP, at de er blevet udsat for sexchikane af den spanske operastjerne 78-årige Plácido Domingo.

De forskellige hændelser skal være foregået over tre årtier - den første i slutningen af 1980'erne.

En kvinde fortæller, at Domingo stak sin hånd ind under hendes nederdel, og tre andre siger, at han tvang dem til våde kys - i et omklædningsrum, et hotelværelse og ved et frokostmøde.

Nyhedsbrevet A4 Morgen
- giver dig overblik

Spanieren bliver anset som en af de største operasangere igennem tiderne og har sunget i over 4000 forestillinger og spillet 150 forskellige roller. Han er leder for operaen i Los Angeles.

Domingo har ikke svaret på detaljerede spørgsmål fra AP, men har offentliggjort en meddelelse:

- Beskyldninger fra disse unavngivne personer, som går over tredive år tilbage, er dybt bekymrende og upræcise, som de bliver præsenteret.

- Ikke desto mindre smerter det mig, at jeg måske har gjort nogle kede af det eller fået dem til at føle sig utilpas - uanset hvor lang tid der er gået og på trods af mine bedste intentioner.

Kun én af de ni kvinder, operasanger Patricia Wulf, har ønsket at stå frem med navn.

/ritzau/