Kontor-ansatte vaccineret før frontpersonale: 'En fejl'

20210118-185249-L-1920x1280we
Da kontorpersonalet fik vaccinen, manglede der stadig at blive vaccineret en del frontpersonale på Samsø. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
1. feb. 2021 13.34
Region Midtjylland har på Samsø vaccineret kontorpersonale, hvilket er i strid med Sundhedsstyrelsens vaccinerækkefølge. Regionen erkender til TV2 ØSTJYLLAND at have lavet en fejl.

Den 8. januar blev der langt om længe sejlet vacciner til Samsø – knap to uger efter, man begyndte at vaccinere plejehjemsbeboere og frontpersonale i størstedelen af landet.

Med den første færge var der 120 doser, som skulle fordeles mellem øens plejehjemsbeboere og frontpersonalet. Blandt de 120, der var skrevet op til at få det lille stik i armen, havde der dog også sneget sig kontorpersonale med ind - stik mod reglerne. Det viser svar fra Region Midtjylland, TV2 Østjylland har fået i forbindelse med en aktindsigt.

LÆS OGSÅ: Akademikere kræver store ændringer af dagpengesystemet: - Vi er til grin for egne penge

Konkret drejer det sig om kontorpersonale hos Samsø Redningskorps, der blandt andet står for ambulancekørsel og patienttransporter på øen.

Det er dog langt fra deres tur endnu. Sundhedsstyrelsen har lavet en vaccinationsrækkefølge, hvor Danmarks indbyggere er fordelt i 12 grupper. Her er det tydeligt, at udsatte borgere og frontpersonale står forrest i køen, mens eksempelvis kontorpersonale hører til i gruppe 12, der drejer sig om den brede befolkning, som står sidst i køen til vaccinen.

Alligevel fik begge kontoransatte hos Samsø Redningskorps deres første stik den 8. januar 2021. I svaret på aktindsigten fremgår det, at man hos Samsø Redningskorps vaccinerede 14 ambulancereddere, tre indsatsledere og de to kontoransatte.

En klar fejl, erkender regionen.

- Som jeg har forstået det, er det ikke indenfor rammerne. Der er sket en fejl. Det er en fejl, siger Ole Thomsen, der er koncerndirektør hos Region Midtjylland.

Forklaringen er, ifølge Region Midtjylland, at der er sket en ”kommunikationsbrist” mellem deres organisation og redningskorpset på Samsø.

- Der har været en misforståelse med hensyn til, hvad der egentlig er frontpersonale, siger Ole Thomsen, der er koncerndirektør hos Region Midtjylland.

Og det er ikke noget, I tjekker op på, når de melder ind, hvor mange de skal have vaccineret?

- Når de siger, de har så og så meget frontpersonale, så tolker vi, at det har de styr på.

Region Midtjylland vidste godt, de var kontorpersonale

I den aktindsigt, TV2 Østjylland modtager fra Region Midtjylland, fremgår det, at man har valgt at vaccinere kontorpersonalet hos Samsø Redningskorps, ”da mange borgere dagligt kommer ind på kontoret for at bestille tider til siddende sygetransport”.

Derfor søgte vi endnu en aktindsigt, hvor vi fik svar på, hvor mange af den slags transporter, der er blevet kørt på Samsø, siden statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned i marts 2020.

Regionen har via Samsø Redningskorps kørt 940 såkaldt siddende patientransporter siden da – hvilket i grove tal svarer til tre om dagen. Samme aktindsigt fortæller dog, at den slags patienttransporter bestilles telefonisk ved opkald til regionens kørselskontor.

Da vi forholder stationsleder og ejer af Samsø Redningskorps, Søren Peter Kjeldahl, Region Midtjyllands udlægning af, at regionen ikke var vidende om, at der var kontorpersonale blandt de dem, de ønskede vaccinerede, kan han ikke genkende billedet.

- Vi har sendt lister ind over de medarbejdere, vi har, og der blev vi tildelt 19 doser til en start. Vi fik 18, da vi havde en, der var smittet med covid-19 og ikke kunne få den. Resten har fået hele vejen rundt, siger Søren Peter Kjeldahl.

Har I skrevet, hvad deres arbejdsfunktion er?

- Yes.

Der har I skrevet, at det er ambulancereddere, indsatsledere og kontorpersonale?

- Ja. Korrekt.

Da kontorpersonalet fik vaccinen, manglede der stadig at blive vaccineret en del frontpersonale på øen med de godt 3.500 indbyggere.

Ifølge Samsø kommune var der 32 plejehjemsansatte, 28 i hjemmeplejen og tre personer i hjemmesygeplejen, der endnu ikke var blevet vaccineret første gang.

Ikke noget at gøre ved det

Selvom regionen her har begået en fejl, vil man ikke ændre på sin procedure fremadrettet. Ole Thomsen fortæller, at han ikke kender til andre episoder end denne, som TV2 Østjylland har fortalt ham om.

- Jeg tror ikke, vi vil bruge kræfterne på at tjekke, om det er sket flere steder. Hvis det er sket flere steder, så er der sådan set ikke noget at gøre ved det. Jeg tror ikke, der er flere private operatører, hvor vi løber den risiko, at vi taler forbi hinanden, siger Ole Thomsen.

Når man melder ind, hvem der skal vaccineres med navn og cpr-nummer, og man så også har en kolonne med jobbeskrivelse, er det vel rimelig hurtigt at opdage?

- Ja, men som du hørte, så var det min første opfattelse, at det var medarbejdere, der havde en del borgerkontakt i den forstand at korpset på Samsø kører en del befordring, og nogle af dem, der skulle befordres, mødte op på kontoret og de derfor var frontlinje.

Læser man vaccinerækkefølgen vil man lægge mærke til, at det heller ikke er blevet indsatsledernes tur endnu. De hører til i gruppe 11 – samfundskritiske funktioner – men da de på Samsø løser opgaver sammen med ambulanceredderne og yder førstehjælp ved hjertestop, er situationen ifølge Samsø Redningskorps og Region Midtjylland en anden på Samsø end på fastlandet.