Rejsende ses her tirsdag med ansigtsmasker på togstationen Hankou i kineiske Wuhan, hvor et virusudbrud menes at have sit centrium. Foto: -/Ritzau Scanpix

Ansatte frygter mystisk sygdom: Kræver masker på jobbet

22. jan, 06:26
Stewardesserne er bekymrede for smitterisikoen ved et nyt virus fra Kina, der hidtil har dræbt seks mennesker.

Besætningspersonalet hos flyselskabet Cathay Pacific Airways bør bære ansigtsmasker på alle flyvninger af frygt for at blive smittet med et nyt virus fra Kina.

Sådan lyder et krav fra flyselskabets fagforening for stewardesser onsdag.

Det nye virus, et såkaldt coronavirus, er brudt ud i Kina forud for det kinesiske nytår sidst i januar, hvor millioner af kinesere rejser ud.

Stewardessernes fagforening oplyser, at den har modtaget en "enorm" mængde af e-mails og beskeder fra medlemmer, som er bekymrede for smitterisikoen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

På en enkelt flyvning er stewardesserne eksponeret for flere end 300 passagerer fra mange forskellige steder.

- Alle er bekymrede for den risiko, de løber, hver gang de tager på arbejde, skriver fagforeningen på Facebook tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det er på tide, at selskabet tager deres bekymringer alvorligt og tillader kabinepersonalet at bære masker på alle flyvninger.

Indtil videre har Cathay Pacific Airways med base i Hongkong ikke tilladt personalet at bære ansigtsmasker, oplyser fagforeningen. Dog med undtagelse af personale på flyvninger til og fra den kinesiske by Wuhan, hvor virusset menes at stamme fra.

De kinesiske myndigheder har bekræftet flere end 300 tilfælde af virusset i Kina - størstedelen i Wuhan, hvor seks mennesker hidtil er bekræftet døde af virusset.

Virusset har samtidig spredt sig til andre dele af Kina, herunder er der fundet fem tilfælde i hovedstaden, Beijing.

Der er også bekræftet tilfælde af virusset i Thailand, Sydkorea, Japan, Taiwan og USA. I alle tilfælde er der tale om personer, som har været i Wuhan.

I flere lande bliver indrejsende fra Wuhan tjekket for, om de bærer virusset. Det gælder blandt andet i lufthavne i USA, Australien, Thailand, Singapore, Japan og Kina.

Og som det første europæiske land er også Storbritannien tirsdag begyndt at screene flypassagerer. Det skriver avisen Mirror.

/ritzau/