Stein Baggertype knaldet: Chef googlede ham

16. jul 2013, 13:15
Hver tredje chef googler jobansøgere for at tjekke deres baggrund. Det kan give pote, viser norsk eksempel.

Er du ved at søge job, bør du måske tjekke en ekstra gang, hvad søgemaskinen google har registreret på dit navn.

I hvert fald siger en ud af tre chefer i en norsk undersøgelse, at de googler jobansøgere for at tjekke deres baggrund udover ansøgningen. Det skriver Dagensit.no.

”Jeg søger altid på jobansøgerne på nettet. Først og fremmest fordi jeg ønsker at finde ud af, hvem ansøgeren er,” siger Richard Paulsen, adm. direktør i Quality Hotel & Resort Hafjell, til DN.no.

Han fortæller, at han gør det for at undgå fejlansættelser, som kan koste virksomheden dyrt.

”Engang fandt jeg en ansøger, som flere år tilbage var flygtet fra landet på grund af en sag om storstilet økonomisk kriminalitet. Havde det ikke været for hans baggrund, havde han været en stærk kandidat til jobbet,” siger Richard Paulsen.

Et baggrundstjek kan dog også falde ud til fordel for en ansøger, påpeger han.

”Der findes ansøgere, som ikke bryder sig om at prale af sig selv, og det skal man heller ikke gøre. Det hænder, at vi finder ting på nettet, som os positivt overraskede,” siger han.

Kilde: Dagensit.no