- Steen er vred, frustreret og ked af det, siger socialrådgiver Charlotte Jepsen Hougaard fra 3F Randers. Foto: privat, fagbladet 3f/

Steen i chok efter ressourceforløb med salsa-dans: Nægtet førtidspension

6. aug 2019, 18:07
Efter to år i ressourceforløb med salsa-dans, havde den smerteplagede Steen Hendriksen på 55 år håbet på førtidspension. Kommunen har i dag givet ham et nyt ressourceforløb på to år.

Det var en dybt chokeret og slukøret Steen Hendriksen, der tirsdag formiddag trådte ud af det kommunale jobcenter i Randers.

Efter en alvorlig arbejdsulykke i 2014, hvor han faldt ned fra ladet af en lastbil og slog hoved, nakke og ryg, havde Steen Hendriksen i dag forventet, at der skulle ske en endelig afklaring i hans sag: At han efter to år på sygedagpenge efterfulgt af to år i ressourceforløb kunne få ro på livet med en førtidspension.

Men på rehabiliteringsmødet, hvor fremtiden for Steen Hendriksen blev afgjort, valgte Randers Kommune at tildele den 55-årige tidligere chauffør et nyt ressourceforløb på to år. Det skriver Fagbladet 3F.

Steen Hendriksen er stadig så chokeret, at han ikke kan overskue at deltage i et interview. Men socialrådgiver Charlotte Jepsen Hougaard fra 3F Randers, der har fulgt hans sag det seneste år, fortæller:

- Steen er vred, frustreret og ked af det. Han oplever en manglende anerkendelse af den skade, han har været udsat for – han føler sig mistænkeliggjort, og dét gør intet godt for nogen, siger Charlotte Jepsen Hougaard.

Arbejdsulykken for fire et halvt år siden gav Steen Hendriksen piskesmæld og flere diskusprolapser, og han har fået fastsat sit erhvervsevnetab til 85 procent af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Han har allerede været igennem arbejdsprøvninger, undersøgelser og behandlinger. Steen Hendriksen kan ikke gå 500 meter, og han bevæger sig ikke uden for en dør uden at have et glas stærk smertestillende medicin med sig.

Men tirsdag formiddag hæftede Randers Kommune sig ved en lægeerklæring fra egen læge, en såkaldt LÆ265. Heri skriver Steen Hendriksens læge, at han ikke vil afvise, at Steen med de rette skånehensyn vil kunne komme tilbage i arbejde på 37 timer.

- Men det ligger bare så langt væk fra den virkelighed, Steen lige nu befinder sig i, siger Charlotte Jepsen Hougaard med henvisning til, at Steen Hendriksen i dag er i virksomhedspraktik på CBR, Center for Beskæftigelse og Rehabilitering. Her samler han de små designklassiskere, “hoptimister”.

Men en foreløbig konklusion går på, at hans arbejdsevne er meget nedsat, og han har en arbejdseffektivitet på cirka 60 procent. Charlotte Jepsen Hougaard mener, at kommunen skulle have foretaget en helhedsvurdering af Steen Hendriksens helbredstilstand og ikke kun lænet sig op ad LÆ265.

Sammen med 3F Randers regner Steen Hendriksen nu med at udforme et brev til kommunen, der redegør for det ressourceforløb, han har været igennem, og som Fagbladet 3F har skrevet om løbende. Et langt forløb, som primært har indeholdt tomgang og rykkere i forhold til at få møder i stand med kommunen.

En enkelt gang i 2018 blev Steen Hendriksen sat til at danse salsa, hvilket han nægtede, og der blev da også sat en stopper for dén del. Ellers har der ikke været meget indhold.

Randers Kommune har nu lagt op til, at Steen Henriksen skal fortsætte virksomhedspraktikken hos CBR. Og så skal der iværksættes en rundbordsamtale mellem kommunen, Steen og egen læge for at få diskuteret den uoverensstemmelse, der er imellem LÆ265 og det, Steen Hendriksen reelt kan præstere.

- Det er bestemt ikke et møde, Steen ser frem til, som situationen er lige nu, siger Charlotte Jepsen Hougaard.

Fagbladet 3F arbejder på en aktuel kommentar fra Randers Kommune til Steen Hendriksens sag. Beskæftigelsesordfører Karsten Hønge fra SF har fulgt sagen igennem længere tid. Han er rystet over tirsdagens udfald.

- Dét, der slår mig, er tiden. Fire et halvt år siden er det, at Steen kom ud for en arbejdsulykke. Og nu er der så lagt op til to år oveni. Det er frustrerende og direkte provokerende over for en arbejdsskadet mand, at der skal gå så lang tid. Det fylder jo alt for ham og familien, siger Karsten Hønge.

Karsten Hønge efterlyser tidsmæssige milepæle, der tvinger kommuner til at handle hurtigere i sager som Steen Hendriksens.

- Kommunerne skal simpelthen være forpligtet af nogle meget klare tidsfrister, så vi kan sikre, at der er fremdrift i sagerne. Vi skal have sikret et system, der stiller borgeren meget stærkere over for systemet, end det er tilfældet i dag, siger Karsten Hønge.

Han henviser til, at førtidspensions- og fleksjobreform fra 2013 efter lang tids udsættelse snart står til en større evaluering og justering.