En statue af den dansk-norske missionær Hans Egede ved Marmorkirken i København er blevet udsat for hærværk natten til tirsdag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statue udsat for hærværk i København

30. jun 2020, 10:58
Tidligere i juni blev en statue af Hans Egede overmalet i Grønland. Nu er det samme sket i København.

En statue af den dansk-norske missionær Hans Egede er blevet udsat for hærværk natten til tirsdag i det indre København.

Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq, som har fået oplysningen bekræftet hos Københavns Politi.

Hans Egede var missionær og kolonist i Grønland i 1700-tallet.

Statuen er blevet påmalet ordet "decolonize" - afkoloniser - med rød maling. Samme tur fik en statue af Hans Egede i Nuuk i Grønland tidligere i juni.

Hans Egede-statuen i København står ved Frederiks Kirke - bedre kendt som Marmorkirken.

- Sagen vil blive efterforsket som en hærværkssag, oplyser Københavns Politi til Sermitisiaq.

Flere steder i Nordamerika og Europa er monumenter af fremtrædende kolonialister blevet revet ned eller på anden måde udsat for hærværk af demonstranter.

Det er sket i forbindelse med de seneste ugers protester mod racisme og politivold efter George Floyds død i USA.

/ritzau/