Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har over en længere periode ikke sikret, at borgernes arbejdsskadesager "i tilstrækkelig grad" er blevet behandlet inden for tidsfristerne.

Sådan lyder kritikken fra Statsrevisorerne i en rapport på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen.

Knap 15 procent af tidsfristerne i sager om arbejdsulykker blev i fjerde kvartal i 2018 overholdt.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Til sammenligning blev omkring 61 procent af tidsfristerne i disse type sager overholdt i første kvartal i 2011, mens der i 2016 var en overholdelse af tidsfristerne på 24 procent.

Ifølge loven er der en maksimal sagsbehandlingstid på tre måneder i sager om arbejdsulykker.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er ærgerlig over udviklingen.

- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at Rigsrevisionen konkluderer, at ministeriet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at tidsfristerne bliver overholdt. Jeg har også noteret mig, at produktivitet har været faldende i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Derfor vil jeg nu drøfte Rigsrevisionens konklusioner med bestyrelsen, udtaler Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse.

Ifølge direktør i AES, Anne Kristine Axelsson, skyldes den lave produktivitet og højere lønudgifter pr. sag udflytning af ATP's centre til Haderslev, Vordingborg og Hillerød. Det har ført til stor udskiftning blandt sagsbehandlerne, fortæller hun. 

Arbejdsmiljøchef i 3F, Ulla Sørensen forklarer til Fagbladet 3F, at hun mener, at udflytningen var en fejl. 

- Det var et misforstået greb i den daværende regerings ideologiske korstog for at udflytte arbejdspladser. Og det er klart, at det påvirker sagsbehandlingen, når der er stor udskiftning af medarbejdere, siger Ulla Sørensen til Fagbladet 3F.

Ophobning af sager

Beretningen fra statsrevisorerne viser til gengæld, at sagsbehandlingstiderne i AES er faldende, og at Beskæftigelsesministeriets tilsyn med bestyrelsen for AES er tilfredsstillende.

- Det skal være trygt, sikkert og sundt at gå på arbejde i Danmark. For de mennesker, der alligevel kommer til skade på arbejdet, skal der være et arbejdsskadesystem, der hjælper borgeren videre. En lang sagsbehandlingstid kan sætte den enkelte tilskadekomne i en økonomisk og arbejdsmæssig sårbar situation, som kan gøre det svært at komme videre, siger Peter Hummelgaard og slår fast:

- Derfor er jeg også glad for at se, at sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bliver kortere og kortere.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet og AES har flere omstændigheder gjort, at det har været svært at overholde tidsfrister i sagerne og samtidig opretholde en høj produktivitet i sagsbehandlingen.

I visse sager har det taget ekstra tid af indhente lægelige oplysninger, og det har trukket sagsbehandlingstiderne ud.

Efter en dom i Højesteret i 2013 blev praksis for anerkendelse af arbejdsulykker ændret, hvilket ifølge Beskæftigelsesministeriet og AES ligeledes har haft en negativ betydning for overholdelse af tidsfristerne.

Derudover har et længerevarende stop for behandling af sager om erhvervsevnetab betydet, at først Arbejdsskadestyrelsen og derefter AES har haft en lang række af komplicerede sager liggende. Ophobning af sagerne har også spillet en rolle i forhold til de lange sagsbehandlingstider. 

AES overtog i 2016 ansvaret med at træffe afgørelser i sager om arbejdsskader fra Arbejdsskadestyrelsen.

Læs Statsrevisorernes beretning her.