Forfatter: Statsministerens mistillid til borgere og lægestand spænder ben for retssikkerheden

12. dec 2019
Selvom Mette Frederiksen formelt erkendte visse problemer i sine beskæftigelsesreformer og et medansvar for dem, fortalte hun med sin mistillid til lægestanden og borgerne en helt anden historie om, at hun reelt ikke vil imødekomme kritikken fra titusindvis af sygdomsramte.

ER DET MENINGEN, AT syge skal være på kontanthjælp i mange år og ydmyges i jobcentersystemet?

Er det meningen, at det skal være så svært at få førtidspension, at mennesker skal afgå ved døden eller stå med den ene fod i graven, lige efter at de har fået den tilkendt?

LÆS OGSÅ: Lisbeth Riisager: Det haster med en livline til dødssyge borgere i beskæftigelsessystemet

Er det meningen, at syge skal mødes af en grundlæggende mistillid fra politisk hold og fra de kommunale forvaltninger?

Vil regeringen være med til, mens syge venter på den lovede kritiske gennemgang af reformen af førtidspension og fleksjob og kontanthjælpsydelseskommissionen, at redde de svageste og allermest syge fra at blive trukket igennem uværdige arbejdsprøvninger, for eksempel ved at indføre en afklaringsgaranti og en vetoret til borgerens egne læger eller et uvildigt, eksternt lægeråd til at afvise at sende syge i arbejdsprøvning i strid med en lægeerklærings anbefalinger?

Det var de grundlæggende spørgsmål fra henholdsvis Pernille Skipper (EL) og Pernille Vermund (NB) til statsminister Mette Frederiksen (S) i tirsdagens spørgetime i Folketinget om, hvordan hun og regeringen forholder sig til reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp og de mange grelle eksempler på systemmishandling af syge mennesker.

STATSMINISTEREN FASTSLOG formelt, at det ikke er meningen, at syge skal være på kontanthjælp i mange år, eftersom kontanthjælp principielt er en midlertidig ydelse. Men hun understregede også, at virkeligheden ser anderledes ud, blandt andet at mange indvandrere har været på kontanthjælp i flere årtier:

”Så der er nogle fejl i vores kontanthjælpssystem, og der er også nogle alvorlige konsekvenser af det, og den ene er, at der er nogle syge, der kommer i klemme. Det ved jeg godt. Det ved vi godt.”

Hun indrømmede også, at ”nogle” ressourceforløb ikke er gode. Men da Pernille Skipper nævnte, at 1.950 personer er afgået ved døden senest et halvt år efter tilkendelse af førtidspension siden 2013, og spurgte, om det virkelig skal være så svært at få pension, nedtonede statsministeren dødstallet: ”Der er ulykkelige eksempler. Der er også eksempler, vi ikke kan sidde overhørig. Derfor går vi også i gang med et arbejde med at kigge nogle af de her reformer igennem.”

LÆS OGSÅ: Arbejdsløse tvinges i lange ressourceforløb: 'Det strider mod grundloven'

Formelt indrømmede hun altså, at hun havde været indblandet i reformer med visse negative konsekvenser. Men proportionerne og alvoren stod hun ikke ved. Og selvom hun selv har været hovedansvarlig for de største forringelser af både førtidspension, fleksjob og sygedagpenge i mands minde, så benyttede hun sig stort set kun af "vi"- eller passiv-formuleringer. Sådan formulerer man sig kun, hvis man vil undslå sig for det personlige ansvar.

STATSMINISTEREN SVAREDE OGSÅ formelt, at hun var enig i, at der er behov for at reagere på, at meget syge kommer i klemme i systemet. Det er også en del af regeringens forståelsespapir, sagde hun, men præciserede ikke, hvilke konkrete reaktioner hun havde i tankerne.

Denne konklusion modsagde hun dog ved sin ekstremt hårde attitude, vrede panderynker, hændervriden og et gennemgående budskab om grundlæggende mistillid til lægestanden som faggruppe betragtet og til borgere og klienter i jobcentersystemet.

Til Pernille Skipper sagde hun: ”Må jeg ikke (…) sige: Jeg har også set lægeerklæringer, der har været forkerte. Jeg har også set lægeerklæringer, hvor læger påstår, at mennesker er syge og ikke kan et eller andet, uden at det er rigtigt. Så jeg tør ikke bare basere et beskæftigelsessystem og et ydelsessystem på en lægeerklæring. (…) Og jeg ville også være bekymret for at lave en automatik i, hvornår man skal være udredt, i hvert fald hvis det betyder, at man så automatisk kommer på en førtidspension.”

Til Pernille Vermund sagde hun: ”Jeg har grundlæggende tillid til andre mennesker. Det har jeg også til læger. Og det har jeg også grundlæggende til lægeerklæringer. Men hvis jeg bare lige må bringe et enkelt eksempel ind i den her diskussion: På et tidspunkt kom det frem, at der var en række ansøgere af dansk indfødsret ...”

Endnu engang henviste hun til den speciallæge i psykiatri, som, hun lige havde brugt det meste af sit svar til Pernille Skipper på at beskrive, var mistænkt for at snyde med lægeerklæringer, så udlændinge kunne få dansk statsborgerskab. Hun taler altså om tillid, men bruger et eksempel om mistillid.

Er det meningen, at det skal være så svært at få førtidspension, at mennesker skal afgå ved døden eller stå med den ene fod i graven, lige efter at de har fået den tilkendt?
Lisbeth Riisager Henriksen, forfatter og blogger

Heroverfor står, at hun grundlæggende udtrykker tillid til de folk, der arbejder i beskæftigelsessystemet – om de så er kommet direkte ind fra gaden med seks ugers socialfagligt kursus i bagagen eller har en socialrådgiveruddannelse. I det lys er det svært at tro på, at hun reelt vil tage – eller lade sin beskæftigelsesminister tage – initiativer til lempelser af de kummerlige forhold og den mistillid, som hun med sine reformer har underlagt syge borgere.

NOGET LIGNENDE UDTRYKTE hun som daværende beskæftigelsesminister på et samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg 29. november 2011, da hun sagde, ” … at det aldrig må blive praktiserende læge eller speciallæger, der skal tage stilling til, hvorvidt mennesker kan have tilknytning til arbejdsmarkedet”, og at ” … det er noget med at dreje det her også i den måde, vi tænker sygdom på”.

LÆS OGSÅ: Førtidspensionist til ny regering: Ressourceforløb har kostet 80 menneskeliv

Hun udtrykte også her den ideologiske grundantagelse, at ” … når det handler om borgere, der er sygemeldte, så er der én ting, der er vigtigere end alt andet, og det er, at dét menneske kommer i arbejde”.

Det er et totalitært træk at ignorere videnskabelig faglighed og erfaring fra sansernes verden. Det er totalitært at bygge politik op omkring en pseudovidenskabelig grundantagelse, der er immun over for erfaringsmæssig problematisering. Det fastslog den berømte politiske tænker Hannah Arendt.

TITUSINDVIS AF SYGE BORGERE har mistet sikkerheden for at blive behandlet værdigt og retfærdigt, fordi Mette Frederiksen og andre politikere og forvaltningsfolk har taget denne grundantagelse dødsens alvorligt. Hun mangler at indrømme, at der er alt for mange kritisable eksempler på, at man forsøger at udvikle en hypotetisk arbejdsevne hos svært syge borgere, hvis helbredstilstand forværres alene som følge af sagsbehandlingen.

Presset på det lægelige skøn og presset på patientens rettigheder og retssikkerhed er to sider af samme sag. Det er en meget dårlig undskyldning, når statsministeren reelt afviser at iværksætte akutte hjælpetiltag med henvisning til, at én læge muligvis har begået bedrageri med lægeerklæringerne, og at nogle indvandrere i tidens løb muligvis har begået socialt bedrageri.

LÆS OGSÅ: Boom i antal ældre i ressourceforløb: En uværdig udgang

Det er dén politiske mistillid, som har hjemsøgt jobcentersystemet og er medskyldig i mishandling af syge borgere i nu mindst syv år siden reformen af førtidspension. I lyset af de titusindvis af konkrete eksempler fra reformårene på strukturel vold i virkelighedens jobcentersystem kunne man ønske, at statsministeren havde været stor nok til nu at tage dokumentationen herfor for pålydende, gøre op med sin grundliggende mistillid til borgerne og lægestanden og række hånden ud til de svært syge, som alt for længe forgæves har råbt om hjælp.

Før det sker, vil endnu flere meget syge borgere blive tabt i jobcentersystemet og føje sig til dødsstatistikkerne.