- Dette kan have uoprettelige konsekvenser. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Danske virksomheder får milliard-hjælp

15. jun, 06:20
Genopretningspakke omfatter en ny statslig fond, som skal hjælpe danske eksportvirksomheder genem krisen.

For at understøtte dansk eksport bliver der i den genopretningspakke, som regeringen og en række andre partier er nået til enighed om, afsat ti milliarder kroner til en ny statslig fond.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Finansministeriet natten til mandag.

- Fonden skal bidrage til at styrke kapitalgrundlaget i større, samfundsbærende, danske virksomheder, der har udtømt andre normale finansieringsmuligheder, skriver ministeriet.

Selv virksomheder, der før krisen havde en solid økonomisk polstring, risikerer ifølge ministeriet at komme til at mangle kapital som følge af Covid-19.

- Dette kan have uoprettelige konsekvenser. Virksomhederne risikerer ikke at være i stand til at opretholde driften og investeringer på et hensigtsmæssigt niveau.

- Det medfører risiko for et langsigtet tab af viden, arbejdspladser, værdiskabelse og eventuelt internationale markedsandele, skriver Finansministeriet.

Hensigten med fonden er, at den kan træde til, når en virksomhed har udtømt alle andre muligheder for at skaffe kapital.

Fondens investeringer forventes at give et afkast til staten, og dens levetid skal være begrænset, fremgår det af meddelelsen fra Finansministeriet. Der oplyses ikke noget om en forventet slutdato for fondens virke.

Regeringen blev natten til mandag enig med et flertal af Folketingets partier om en række økonomiske tiltag, der har til formål at få økonomien op i omdrejninger igen efter coronakrisen.

Genopretningspakken vil erstatte de hjælpepakker for lønmodtagere og virksomheder, som samtlige partier på Christiansborg vedtog 19. marts.

- Med aftalen i dag tager vi et vigtigt skridt fremad og videre ud af krisen, udtaler finansminister Nicolai Wammen (S).

- Samtidig giver vi en markant saltvandsindsprøjtning til dansk økonomi og iværksætter flere tiltag for at hjælpe danske eksportvirksomheder gennem krisen på de globale markeder.

/ritzau/