(arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Staten vil opspore overvægtige danskere: 'Heksejagt'

24. jun, 20:40
Offentligt ansatte skal fremover opspore overvægtige danskere og opfordre dem til at gå i fedmebehandling, anbefaler Sundhedsstyrelsen. 'Heksejagt', siger praktiserende læge.

Fremover skal jobkonsulenter, pædagoger og andre kommunalt ansatte opspore svært overvægtige danskere for at få dem til at gå i behandling for deres fedme.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens anbefalinger til nye retningslinjer for 'Livsstilsintervention ved svær overvægt', der blev offentliggjort i efteråret, skriver B.T.

LÆS OGSÅ: Dagpengedækning skaber frygt: Rekordmange forsikrer sig mod ledighed

Det fik ifølge mediet for nylig Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) til at udvandre fra den arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen, der arbejder på at formulere de nye retningslinjer. 

- Det er uetisk at opspore folk på den måde. Det er en heksejagt. Det er især problematisk at gå rundt og finde overvægtige danskere rundt om i samfundet, når vi alligevel ikke har en behandling mod fedme, der virker, siger Rasmus Køster-Rasmussen, der er praktiserende læge og talsmand for DSAM, til B.T.

Ifølge ham findes der i dag ikke en løsning for, hvordan overvægtige kan holde deres vægttab nede. Samtidig kalder Rasmus Køster-Rasmussen det for et indgreb i privatlivets fred, hvis offentligt ansatte nu skal til at opspore og opfordre overvægtige til at gå i fedmebehandling.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen er 17 procent af danskere over 16 år svært overvægtige, mens det samme er tilfældet for 3 procent af de 9-13-årige. I styrelsen er man uforstående over for kritikken.

- Det er ikke sådan, at en ansat i kommunen skal tage emnet op og sige 'du er sørme tyk'. Det er en misforståelse. Det er borgeren selv, der skal bringe det op, siger Niels Sandø, enhedschef i Sundhedstyrelsen.

Svær overvægt er defineret som et Body Mass Index på 30 eller derover. Du kan beregne dit BMI ved at dividere din vægt i kg med din højde i meter2.

Regneeksempel: Vægt 95 kg / højde 1,77 m2 = 30,3