Staten sender arbejdspladser til Indien

10. apr 2011
Staten bruger billige arbejdere til itopgaver i Indien. Det sker via itgiganten CSC, der sender statens itjobs til Indien. SKAT og CPR sætter indere i arbejde. Nu vil oppositionen stoppe statens udflytning af arbejdspladser. De er samtidig bekymret for itsikkerheden. EL vil opsige itkontrakter.

Mens Danmark oplever stor arbejdsløshed og dundrende offentlige underskud, sender staten arbejdspladser ud af landet.

Lige nu sidder it-ansatte i Indien og arbejder for SKAT og CPR-registret.

Det sker via it-giganten CSC, der løser opgaver for staten, politi, skat, regioner og kommuner.

Det bekræfter SKAT og Indenrigs- og Sundhedsministeriet overfor Avisen.dk.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Visse af SKATs systemudviklingsopgaver er outsourcet til CSC i Indien," siger it-fagdirektør, Preben Bialas, til Avisen.dk.

Avisen.dk har søgt aktindsigt i en lang række kontrakter mellem staten og CSC.

I 11 af kontrakterne har staten givet lov til, at CSC kan sende arbejdet videre til søsterselskaber og underleverandører i udlandet.

700 danske it-jobs hos CSC er forsvundet til udlandet på blot fire år.

Det bekræfter CSC og oplyser samtidig, "at vi udelukkende anvender indisk arbejdskraft efter forudgående aftale med vores kunder."

"Vi har indiske ansatte, der sidder i Indien, og håndterer servere og backups for vores kunder. Det er blandt andet for store, private kunder. Inderne står for udviklingsopgaver, og det er tilladt og aftalt i kontrakten med kunden,” siger CSC's direktører, Lene Christensen, til Avisen.dk.

Hun siger, at det "højest sandsynligt er korrekt", at indiske CSC-ansatte sidder i Indien og udfører it-opgaver for SKAT og CPR-registret.

 

EL: Drop kontrakterne med CSC

Socialdemokraterne, EL og SF vil nu have stoppet statens udflytning af jobs. Partierne er samtidig bekymret for, at danskernes hemmelige oplysninger i CPR-registret og SKAT er i fare, når indere har adgang til it-systemet.

"Det virker som om, statens højre hånd ikke ved, hvad den venstre laver. Hvis vi skal bevare jobs i Danmark, skal vi sørge for at vælge firmaer, som sikrer jobs i Danmark. Vi skal selvfølgelig overholde EU's udbudsregler, men samtidig kan vi godt have en klausul om, at jobs skal blive herhjemme," siger Karsten Hønge fra SF.

Socialdemokraterne er enige: "Det skal ikke være en målsætning for staten, at vi flytter jobs ud af landet. Lige nu flytter industrijobs og vidensjobs ud af landet, og det skal vi undgå fremover," siger Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen.

"En ny regering vil være dybt optaget af, hvordan statens indkøbspolitik sikrer jobs og udvikling i Danmark. Og der vil CSC og andre virksomheder kun kunne deltage, hvis de lever op til vores krav. Det handler om at skabe udvikling i Danmark."

"Jeg bliver da også bekymret for it-sikkerheden, når SKAT og CPR har indere til at står for systemet i Indien," siger Henrik Dam Kristensen.

Enhedslisten vil nu opsige kontrakter med CSC.

"Vi kræver helt klart, at staten skal opsige kontrakterne, hvor danske jobs ryger ud af landet. Staten skal heller ikke samarbejde med et firma, der bruger strejkebrydere fra Indien," siger arbejdsmarkedsordfører Line Barfod.

Hun henviser til den igangværende overenskomstkonflikt mellem CSC og it-forbundet PROSA. CSC er i gang med at hente 22 indere til Danmark. De skal udføre konfliktramt arbejde, når danske it-folk strejker, forklarer direktør i CSC Lene Christensen til Avisen.dk.

LO kræver nu udlændingeloven ændret og på onsdag skal Integrationsminister Søren Pind (V) svare på spørgsmål om sagen i Folketinget.

 

Ansatte: Vores jobs er på vej til Indien

Flere CSC-ansatte bekræfter overfor Avisen.dk, at CSC sender offentlige it-opgaver til Indien. De er bekymret for, at alle jobs ryger til udlandet.

”Lige nu er der omkring 10-15 indere, der sidder i Indien og arbejder på to af SKAT’s it-projekter. Desuden er der indere, der arbejder med it-opgaver for CPR-registret,” siger tillidsrepræsentant i afdelingen for projektledere i CSC, Peter Gulstad.

"Det ved jeg med sikkerhed. Flere CSC-ansatte i Danmark kommunikerer jævnligt med inderne per telefon og e-email. Det er en speciel situation, når vi ved, at vores jobs er på vej til Indien," siger Peter Gulstad.

"Dermed går Danmark glip af jobs og skatteindtægter og har desuden udgifter til arbejdsløse danske it-folk, der fyres, når jobbene ryger til Indien,” siger næstformand i IT-forbundet PROSA, Hanne Lykke Jespersen.

 

K: "Vi skal også hjælpe indiske arbejdere"

Avisen.dk's aktindsigter i 11 kontrakter mellem CSC og det offentlige, viser, at CSC "uden kundens accept" kan "anvende underleverandører eller at overdrage sine rettigheder og forpligtelser til et selskab i samme koncern".

I SKAT går man slet ikke op i, hvor arbejdet udføres henne i verden: "Vi blander os generelt ikke i, om vores leverandører bruger underleverandører, og hvor de er placeret rent geografisk," siger fagdirektør Preben Bialas.

Samme melding kommer fra de Konservatives politiske ordfører Carina Christensen. Hun afviser, at det er et problem, at staten sender jobs til Indien.

"Vi har et ansvar for skatteborgernes penge, og opgaverne skal løses bedst og billigst. Hvis danske fimaer, kan løse opgaverne i Danmark, er det fint. Men udgangspunktet er bedst og billigst."

"Oppositionen må få øjnene op for, at globaliseringen er kommet for at blive. Vi kan ikke kontrollere, hvem virksomhederne bruger som underleverandører. Vi kan ikke sætte grænser for, at danske virksomheder sender opgaver til udlandet. Det er en besynderlig strategi, hvis oppositionen vil kræve, at arbejdet bliver i Danmark," siger Carina Christensen (K).

"Hvor er den internationale solidaritet henne? Vi skal også hjælpe indiske arbejdere," siger Carina Christensen.

I følge Avisen.dks oplysninger har myndigheder i USA besluttet, at de fleste it-opgaver, som CSC og andre firmaer udfører for den amerikanske stat, skal løses indenfor USA's grænser. USA kæmper ligesom Danmark med massive offentlige underskud og vil derfor ikke sende jobs ud af landet. Men i Danmark sender staten altså fortsat jobs ud af landet, når CSC hyres som it-leverandør.

 

SE DOKUMENTATION HER: STATEN SENDER JOB TIL INDIEN


FAKTA

CSC kan sende offentlige it-opgaver videre til et datterselskab eller underleverandør inden for den globale CSC-gruppe, står der i kontrakter mellem CSC og staten.

Avisen.dk har gennemgået mere end 20 kontrakter. I 11 af dem tillades det, at arbejde sendes ud af landet: Statens IT, Kulturministeriet, Miljøministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Københavns Kommune, UNI-C, IT- og Telestyrelsen og By, Landskabsstyrelsen, Finanstilsynet, Sikkerhedsstyrelsen,  Erhvervs- og Byggestyrelsen, Beredskabsstyrelsen.

Se uddrag af fire kontrakter

Se uddrag af kontrakten mellem CSC og CPR

LÆS MERE HER: DOKUMENTATION