(arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Martin Rossen stopper med det samme

25. jun, 13:17
Mette Frederiksens højre hånd i Statsministeriet stopper med udgangen af juli, oplyser Statsministeriet.

Stabschef i Statsministeriet Martin Rossen fratræder sin stilling med udgangen af juli. Det oplyser Statsministeriet. Hidtil har Martin Rossen stået til at stoppe med udgangen af august.

- Martin Rossen har meddelt Statsministeriet, at han fratræder sin stilling som stabschef med udgangen af juli. Indtil sin fratrædelse vil Martin Rossen blandt andet afvikle ferie og overdrage opgaver mv. Statsministeriet og Martin Rossen har ikke yderligere kommentarer, hedder det i en skriftlig kommentar fra Statsministeriet.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få et interview med statsminister Mette Frederiksen (S) eller få en uddybning af baggrunden for, at Martin Rossen stopper før tid.

Statsministeriet udsendte 16. juni en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at Martin Rossen havde opsagt sin stilling for at tiltræde som Senior Vice President i Danfoss.

Danfoss er særligt kendt for at producere termostater til radiatorer og har sit hovedsæde på Als.

Siden opsigelsen har der været tiltagende kritik af, at Martin Rossen fortsat har sin gang i Statsministeriet. Kritikken har fokuseret på, at Danfoss blandt andet har store interesser i kommende infrastrukturprojekter og klimaforhandlinger, som regeringen står over for.

Fra sin stilling i Statsministeriet ville Martin Rossen kunne påvirke regeringens politik til fordel for Danfoss, har kritikken lydt.

Martin Rossen har haft en central rolle i Statsministeriet, hvor han både har haft plads i koordinationsudvalget og økonomiudvalget, som er to af regeringens mest magtfulde udvalg, der koordinerer regeringens politik. Det er normalt kun topministre, der sidder i udvalgene.

Det har i sig selv ført til kritik, at Martin Rossen som ikke-folkevalgt fik plads i udvalgene. Dermed har oppositionen og offentligheden ikke mulighed for at føre kontrol med Martin Rossens arbejde, har oppositionens fremført.

/ritzau/