20201010-105843-L-1840x1840we
Solbakken afløser den svenske veteran Lars Lagerbäck, der er blevet løst fra sin aftale, der ellers løb frem til 2022. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ståle Solbakken får nyt topjob

3. dec 2020, 10:17
På mandag overtager Ståle Solbakken ansvaret for det norske landshold, hvor han afløser Lars Lagerbäck.

Ståle Solbakken skulle ikke vente længe på et nyt job efter sin fyring fra posten som træner og sportschef i FC København.

Med virkning fra på mandag bliver Solbakken landstræner for det norske landshold, hvor han har fået en kontrakt gældende til og med EM i 2024.

Det oplyser Norges Fodboldforbund, NFF, i en pressemeddelelse.

Solbakken afløser den svenske veteran Lars Lagerbäck, der er blevet løst fra sin aftale, der ellers løb frem til 2022.

- Jeg er stolt og beæret over at få tilbudt jobbet som landstræner. For mig er det et godt tidspunkt at tage over.

- Lars Lagerbäck og Per Joar Hansen (Lagerbäcks assistent, red.) har gjort et solidt arbejde og har opbygget et godt fundament for landsholdet, og jeg glæder mig til at tage fat på opgaven og bygge et stærkt hold, siger Solbakken i pressemeddelelsen.

Solbakken er i flere omgange blevet nævnt som landstræneremne i sit hjemland og var et varmt navn på rygtebørsen, da Per-Mathias Høgmo blev fyret i 2016.

Men Solbakken blev dengang i København, og i stedet satsede NFF på, at Lagerbäck med sin erfaring kunne føre landsholdet til en slutrunde for første gang siden EM 2000.

Det kiksede dog for svenskeren, ligesom det tidligere har gjort for Høgmo, Åge Hareide og Egil "Drillo" Olsen.

Norge nåede frem til playoffkampene om billet til næste års EM-slutrunde, men tabte 1-2 til Serbien efter forlænget spilletid.

En spændende generation af unge spillere giver dog nordmændene håb om, at bedre tider er på vej.

Den 20-årige angriber Erling Haaland scorer mål på samlebånd i Dortmund, og den to år ældre Martin Ødegaard er ved at kæmpe sig ind på holdet i Real Madrid.

- NFF vil takke Lars for det arbejde, han har udført med vore bedste herrer.

- I løbet af hans tid har vi fået en hel ny generation af landsholdsspillere frem, som sammen med veteranerne lover godt for fremtiden, siger NFF-præsident Terje Svendsen.

/ritzau/