20210113-211942-A-1920x1280we
En genåbning af det vil ifølge SSI kunne føre til, at antallet af daglige smittetilfælde stiger til over 4000 i løbet af marts eller april. Det er beregnet ud fra 80.000 test om dagen. Samtidig kan antallet af indlæggelser stige til 250 om dagen. (Arkivfoto) Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

SSI: Stor genåbning vil presse sygehusene

3. feb 2021, 11:06
Flere elever tilbage i skole, genåbning af uddannelser og detailhandel vil presse sygehusene, vurderer SSI.

En stor genåbning af samfundet vil føre til flere smittede og indlagte, som hurtigt vil kunne presse kapaciteten på landets sygehuse.

Det vurderer Statens Serum Institut (SSI) i et notat.

Eksperterne hos SSI har regnet på et scenarie, hvor man på samme tid genåbner afgangsklasser i folkeskolen, gymnasier og videregående uddannelser, efter- og højskoler og butikker under 5000 kvadratmeter. Det er kaldet "scenarie 2".

- Yderligere genåbning svarende til scenarie 2 vil medføre hurtigt stigende smittetal og indlæggelser, hvilket på kort tid vil overstige kapaciteten i det danske sundhedsvæsen, skriver SSI.

En genåbning af det vil ifølge SSI kunne føre til, at antallet af daglige smittetilfælde stiger til over 4000 i løbet af marts eller april. Det er beregnet ud fra 80.000 test om dagen.

Samtidig kan antallet af nye indlæggelser stige til 250 om dagen. SSI understreger, at beregningerne er behæftet med usikkerhed - blandt andet fordi det usikkert, hvor smitsom den britiske variant er.

Men SSI konkluderer, at uanset om den britiske variant vurderes at være 40 eller 70 procent mere smitsom, vil antallet af daglige tilfælde kunne komme over 4000 inden for de næste par måneder.

I notatet er der ikke regnet på, hvad effekten vil være, hvis man åbner enkeltvis - for eksempel kun lader de ældste elever i folkeskolen komme tilbage.

Regeringen besluttede tidligere i denne uge, at elever fra 0. til 4. klasse kan vende tilbage til skolerne fra på mandag.

Den genåbning vil - hvis man ikke åbner yderligere dele - føre til en stigning i antallet af smittetilfælde til 650 om dagen 1. april.

Antallet af indlæggelser vil ifølge beregningerne være 40 om dagen, hvilket er nogenlunde på niveau med det nuværende antal.

I det nye år er antallet af bekræftede smittetilfælde dykket, efter at der er blevet indført flere restriktioner for at inddæmme coronasmitten.

1. januar var der 2451 bekræftede tilfælde. Tirsdag var der knap 400, til trods for at antallet er ikke varierede det store.

Samtidig er antallet af indlagte med covid-19 på landets hospitaler faldet til 504 patienter tirsdag. 1. januar var der 885 indlagte.

Antallet af coronaindlæggelser er i perioden faldet fra flere end 100 om dagen til at være omkring 40.

/ritzau/