SSF i København laver en Helle og Villy

12. jun 2010
Det virkede måske ikke så sexet, da fire mænd med briller sad i et mørkt lokale og skrev under på, at vi kunne lide hinanden. Frank Jensen erkender, at LOkontrakten før kommunalvalget var en fejl

Kærligheden lå ikke lige for, men nu er den der. Og det var historisk, da S og SF i København fredag mødtes til sommermøde med partiernes topfigurer - anført af Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal, Henrik Sass og Ole Sohn.

Dermed er endnu et skridt på S-SF vejen betrådt: Først fandt partierne sammen på Christiansborg, så fik de fagbevægelsen med ombord - og nu er turen kommet til det kommunale Danmark.

Mens Villy og Helle fortalte de københavnske partifæller, hvad de vil gøre under en kommende S-SF regering - der er ingen, der siger "hvis" længere! - havde bagmændene Sass og Sohn et oplæg om, hvordan S og SF skal vinde dagsordenen i København.

Kald det nærmest kærlighed

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Et scenarie, som for bare et år siden ville have fuldstændig umuligt. Tonen mellem de to partier på Københavns Rådhus har i lange perioder været meget anstrengt - under Ritt Bjerregaards regeringstid på rådhuset var det direkte køleskabskoldt.

Det er ændret nu - nu kan det nærmest kaldes kærlighed mellem overborgmester Frank Jensen (S) og teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF).

"Hvornår begyndte i at elske hinanden?"spurgte Avisen.dk de to inden mødet.

"Det gjorde vi før valget, jeg pegede jo på Frank som overborgmester," siger Bo Asmus Kjeldgaard.

Fire usexede mænd med briller

Først forsøgte han dog selv at blive overborgmester-kandidat, til irritation for alle, inkl. SF-toppen - men med LO's mellemkomst måtte han træde til side og venstrefløjen endte med at stå samlet med Frank Jensen i spidsen.

Det, altså LO's mellemkomst, gav så ny kritik, fordi der blev tegnet kontrakt på forbrødringen. "For dumt," har LO-formand Harald Børsting kaldt den manøvre - 'sårbart', nøjes Frank Jensen med at sige:

"Det virkede måske ikke så sexet, da fire mænd med briller sad i et mørkt lokale og skrev under på, at vi kunne lide hinanden," siger Frank Jensen.

Vil have politisk pris

Begge afviser, at LO behøver at lege Kirsten Giftekniv til næste kommunalvalg - nu kan de godt selv.

Og begge lægger vægt på, at alliancen ikke udelukker andre partier.

De to holdt oplæg om "Grøn Vækst" - om Københavns planer om at bygge sig ud af krisen. Det flugter fint med S-SF's tanker om at arbejde sig ud af krisen, og de to borgmestre lægger heller ikke skjul på, at de vil have noget ud af det politisk, hvis Thorning-Schmidt og Søvndal vinder regeringsmagten.

Men hvad så hvis de ikke gør? Bliver København så hægtet af, fordi byen satsede på den forkerte hest? Det frygter Frank Jensen ikke:

Sommermenu fra Ritts dage

"Vi kan altid samarbejde med den regering, der sidder der," siger han og nævner kommunens tanker om at få EXPO til København i 2020-2022. Det drøftes med den borgerlige regering.

Efter oplæggene spiste socialdemokrater og SF'ere sommermenu i Københavns Madhus.

I sig selv et historisk sted: Oprindeligt var det Bo Asmus Kjeldgaard, der arbejdede med Måltidets Hus, men de tanker smadrede Fogh og co., da de kom til i 2001.

De blev så genoplivet af Ritt Bjerrregaard, da hun blev overborgmester i 2005. Og modsat hendes 5.000 billige boliger er madhuset en realitet.