Spredning af coronavirus set på 19 hospitaler

20. jun 2020, 21:00
To af tre af landets hospitaler vurderer, at personale eller patienter er blevet smittet med covid-19 på sygehuset.

Mere end 160 ansatte og et ukendt antal patienter er sandsynligvis blevet smittet med coronavirus på danske sygehuse. Det viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget, hvor 26 af 27 offentlige hospitaler har svaret.

I alt angiver 19 hospitaler, at de har oplevet et eller flere tilfælde af smittespredning, hvor én person med stor sandsynlighed har smittet mindst to andre på sygehuset.
Det er »et helt usædvanligt højt tal«, mener Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

- Jeg bliver faktisk en smule rystet over tallene,« siger han, der længe har frygtet, at det »kunne blive rigtig grimt« med smittespredning på hospitalerne.

Jan Pravsgaard Christensen, professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet, er ikke overrasket over, at der er sket smittespredning på to af tre hospitaler.

- Hvis det skulle gå galt, så er det sådan et sted som hospitalerne, det går galt. Når patienterne i forvejen er syge, er de mere modtagelige over for coronavirus,« siger han.
Mens flere af hospitalerne i store træk kan oplyse, hvor mange medarbejdere der er blevet berørt af smittespredningen, er antallet af smittede patienter underlagt større uvished, skriver Jyllands-Posten.