Splat, av, øv! Elever får fingrene i maskinen

21. jun 2013
Flere elever kommer til skade på erhvervsskolerne, og nu vælter det ned med påbud fra Arbejdstilsynet. Erhvervsskolerne svigter deres opgave med at lære de unge om sikkerhed, lyder kritikken fra 3F.

Selvom eleverne udvandrer i hobetal fra erhvervsskolerne, bliver stadig flere fanget med fingrene i maskinen.

Antallet af ulykker, der involverer brug af såkaldte ‘tekniske hjælpemidler’ som maskiner og værktøj, er steget med næsten 40 procent procent fra 2007 til 2011, viser tal fra Arbejdstilsynet.

Det på trods af, at antallet af elever i samme årrække er faldet markant.

Fagforbundet 3F mener, at erhvervsskolerne forsømmer deres ansvar, fordi mange håndværkeres forhold til sikkerhed grundlægges allerede på skolebænken.

"Det er dybt bekymrende. På erhvervsskolerne skal de unge have sikkerheden ind med modermælken, så vi kan undgå de mange ulykker blandt unge nyuddannede," siger Freddy Hansen, der er arbejdsmiljøkonsulent i Byggegruppen under 3F.

Erhvervsskoler: Det virkelige liv er værre

I 2007 kom 74 erhvervsskoleelever så slemt til skade med maskiner eller værktøj, at ulykken blev anmeldt. I 2011 kom 103 elever galt afsted.

Erhvervsskolernes organisation anerkender, at det er skolernes opgave at uddanne eleverne til at arbejde sikkert på deres fremtidige arbejdsplads.

Direktør Lars Kunov fra Danske Erhvervsskoler afviser dog, at det stigende antal ulykker betyder, at skolerne svigter deres ansvar.

"Alle skoler tager ulykker seriøst, men sammenligner man med ulykker i erhvervslivet, så ligger vi langt under," siger han.

Øget kontrol fra Arbejdstilsynet

Siden 2012 har Arbejdstilsynet doseret sin kontrol af virksomheder under hensyn til, hvor der sker flest ulykker. Derfor blev det til hele 187 besøg på erhvervsskoler i løbet af sidste år.

Her fandt Arbejdstilsynet det nødvendigt at uddele 108 påbud om at forbedre sikkerhed og arbejdsmiljø, samt hele 30 såkaldte 'strakspåbud', hvor en risiko er så overhængende, at problemet skal udbedres øjeblikkeligt.

30 strakspåbud gør indtryk

Det overrasker ikke Lars Kunov, at erhvervsskolerne modtager påbud fra Arbejdstilsynet, men direktøren er ikke stolt over antallet af strakspåbud.

"Et strakspåbud tyder på en farlig situation, der skal rettes. Her skal vi længere ned, for vi har jo ansvaret for de unge, " siger Lars Kunov.

I år har Arbejdstilsynet indtil midten af juni uddelt 14 strakspåbud til erhvervsskoler.

Så høj er risikoen

Årlig risiko for at få en arbejdsskade på en erhvervsskole for undervisere og elever.

 

  • 2007: 0,83 procent

 

  • 2008: 0,97 procent

 

  • 2009: 1,13 procent

 

  • 2010: 1,41 procent

 

  • 2011: 1,33 procent

 

Kilde: Arbejdstilsynet