Tæt på verden: Spiser dyrefoder for at overleve

18. feb 2011
Over to millioner mennesker mangler mad på Madagaskar, verdens 4. største ø. Tørke og cykloner rammer konstant øen. Folk spiser kvægfoder for at overleve.

I mandags rasede en cyklon med vindstød op mod 220 km i timer ind over den nordøstlige side af Madagaskar, der ligger ved Afrikas østkyst i det indiske ocean. Den ødelagde huse, marker og forråd på sin vej. 100.000 menneskers liv er berørte.

Cyklonen gør den allerede alvorlige fødevaremangel på øen endnu mere akut og katastrofal. Sidste år ødelagde en lignende cyklon 70 procent af risproduktionen på østkysten.

I den sydlige del plages landet af tørke. Majshøsten er slået fejl for 3. år i træk. Den allerede fattige befolknings forråd er tomt.

FNs Fødevareprogram (WFP) skønner, at 2,2 millioner mennesker på øen lider af alvorlig fødevaremangel. Det svarer til lidt under halvdelen af Danmarks befolkning.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Spiser kvægfoder

”Folk har lavet om på deres spisevaner. Mange spiser røde kaktus. Det gives normalt til kvæg. Eller de spiser tamarind frø blandet med vand og jord,” siger Harinesy Rejeriharineranio til IRIN nyhedsbureau. Han er koordinator for ASOS, en organisation, der arbejder med sundhed i det sydlige Madagaskar.

Et andet tegn på krisens alvor er, at folk i de sydlige områder sælger deres kvæg og ejendele for at få råd til at overleve.

”Vi ved, at folk allerede er startet med at spise de frø, som skulle bruges til at så med, når næste sæson starter i marts. De spiser også ting, der er dårlige for deres helbred og sælger ud af deres ejendele,” siger Krystyna Bednarska, leder af WFPs kontor i Madagaskar.

Børn hårdest ramt

Bednarska tilføjer, at mænd er begyndt at rejse væk fra de berørte områder og efterlader deres kvinder og børn i en endnu mere sårbar situation.

Næsten 70 procent af Madagaskars 20 millioner mennesker lever under FNs fattigdomsgrænse. Og antallet af fattige stiger jo længere sydpå man kommer på øen.

Børnene er mest udsat. UNICEF skønner, at 300,000 børn under 5 år risikerer alvorlig akut underernæring, hvis der ikke sker noget.

Ni ud af ti børn har ikke adgang til rent drikkevand og over halvdelen er hæmmet i deres udvikling som følge af kronisk undernæring, siger Bruno Maes fra UNICEF. ”Disse tal er blandt de højeste i verden. Situationen er kun værre i Afghanistan og Yemen,” siger han.

Politisk magtbase i nord

Den sydlige del af Madagaskar har altid være fattigere end resten af landet. Regionen er tør, og minder mest om en ørken. Der er kun lidt græs, et enkelt træ ses i horisonten og flodlejerne er udtørrede.

Regionen ligger også udenfor den politiske magtbase, som koncentrerer sig omkring hovedstaden Antananarivo i nord.

Øen oplevede en lignede fødevaremangel i foråret 2009, men der var landet i politisk kaos. Et militærkup afsatte tidligere præsident Marc Ravalomanana og indsatte i stedet den 34-årige tidligere disk-jockey Andry Rajoelina som præsident.

Militærkuppet satte en stopper for den internationale hjælp, der indtil da havde finansieret omkring 70 procent af regeringens udgifter.

Frigiv donorpenge nu

Flere FN organisationer opfordrede i december 2010 til at frigive donorpenge på trods af den politiske krise, så projekter i landbrugssektoren og i landdistrikterne igen kommer i gang.

Selv om Madagaskars økonomi er blevet alvorligt svækket af den politiske krise og har forværret levevilkårene for millioner af folk på landet, så er det takket være de gode resultater i landbrugssektoren i nogle områder, at økonomien ikke er totalt kollapset, lyder det fra FN.

Trods den megen tørke i den sydlige del af øen, er Madagaskar kendt for sin unikke beholdning af dyr og planter. Fem procent af verdens planter og dyr lever på øen, og 80 procent af disse findes ikke andre steder end på netop denne ø, der er lidt større end Frankrig.

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.