Sov med chefens velsignelse

10. maj 2010
Søvneksperten giver dig 7 råd til den perfekte powernap. Den kan give dig mere energi til at udføre dit arbejde bedre.

ZzzZZzzZZZzzz...

Fald i søvn på jobbet med god samvittighed. Nej, du drømmer ikke; scenariet kan let blive virkelighed.

Powernapping er nemlig blevet legitimt på de danske arbejdspladser. Med god grund, fortæller overlæge Jan Ovesen, der er specialist i søvnmedicin. Den korte lur giver dig forøget energi og hjælper dig til at gøre dit arbejde bedre

"Hvis du føler dig træt, er en powernap et vigtigt energiboost. For træthed kan have vidtrækkende effekter for dit arbejdsliv: du tænker langsommere, får svært ved at koncentrere dig og præsterer bare dårligere," siger Jan Ovesen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Han pointerer, at søvn er blandt menneskets mest grundlæggende behov:

"Hjernen kan ikke klare sig uden søvn. Du kan tørste dig selv, til du dør, men du kan ikke holde dig vågen, til du dør."

Så vis artiklen til din chef, og gør dig klar til en god lur. Her er Jan Ovesens råd til den perfekte powernap.

  1. Hold styr på tiden: Sørg for at blive vækket af mobilen eller en kollega efter 15-20 minutter. Sov aldrig længere end 30 minutter, hvor du risikerer at ende i dyb søvn, som skal afsluttes naturligt, hvis ikke du vil vågne trættere, end du gik i gang.

  2. Fjern forstyrrelser: Sørg for være afskærmet, så du ikke bliver afbrudt. Find et ledigt kontor, en sofa i hjørnet, eller tag en madras med hjemmefra, som du kan lægge et stille sted. Du kan også bruge ørepropper og tage et bind for øjnene.

  3. Slap af - overalt: I princippet kan du powernappe lige så godt i din kontorstol eller på gulvet som i en seng. Det skal bare føles behageligt.

  4. Du behøver ikke sove: Du behøver ikke falde i søvn for at powernappe godt, så længe du giver hjernen ro. Så tøm tankerne, og glem alt om aftaler, møder og alt det, du burde gøre.

  5. Træk vejret: Skal du have hjælp til punkt fire? Luk øjnene, og fokusér på din vejrtrækning. Tag dybe indåndinger, og mærk hvordan dine lunger bliver skiftevis tømt og fyldt.

  6. Muskel for muskel: Hvis der er for meget fødselsforberedelse over punkt fem, så koncentrér dig i stedet om at slappe af i én muskelgruppe af gangen. Først fødderne, så læggene, lårene, armene, skuldrene og så videre. 

  7. Sov godt: God fornøjelse, og sov godt!