FOKUS: LYSSKY VILLABYGGERIER: Sortfuskere har gavn af parcelhusregel

21. jan 2011
Undtagelse i skatteloven kunne med et snuptag afskaffe en stor del af det sorte arbejde.

Vil vi afskaffe sort arbejde indenfor byggeriet, skulle man fjerne parcelhusreglen. Den er nemlig årsag til meget af det sorte arbejde, som findes blandt håndværkere, siger skatteekspert.

På en suveræn førsteplads på listen over sorte job ligger bygge- og anlægsarbejderen. Ifølge tal fra Rockwoolfonden har hele 38% efterspurgt sort arbejde indenfor denne branche.

Det er der er en god grund til. Håndværkere stortrives nemlig, fordi boligejere ikke beskattes af værdistigningen på boligen, når de sælger den videre. 

Derfor er boligejere mere tilbøjelige til at betale håndværkere sort, siger en ekspert.

"Den danske parcelhusregel, hvor man skattefrit kan sælge sin bolig videre, bidrager til at mange køber forbedringer på boligen for sorte penge," siger Henning Boye Hansen, seniorskattekonsulent i revisionsselskabet BDO.

 

Skattefri bolig

Mange boligejere vælger altså at stikke overskuddet fra boligsalget direkte ned i foret, uden at have betalt en klink i skat - hverken for arbejdet eller boligsalget.

"Det skattefri boligsalg skaber et stærkt indirekte incitament til sort arbejde," forklarer Henning Boye Hansen, som har beskæftiget sig med skatteregler i 35 år og selv arbejdet som skatterevisor i skattevæsenet.

Men skal der gøres noget ved det sorte arbejde, er det ikke parcelhusreglen, der bliver rokket ved lige foreløbig.

 

Enlig modstand

Enhedslisten er nemlig det eneste folketingsparti, som ønsker at afskaffe den.

"Der har ofte været stor sympati fra de større partier til forslaget, men når det kommer til stykket, er de ikke klar til at rykke på lovgivningen, fordi det handler om boligskat," siger partiets skatteordfører Frank Aaen.

Han er mere optimistisk, når det gælder kontrollen med byggebranchen.

 

Mere kontrol

I efteråret meldte S, SF og Ø nemlig ud, at de ønsker en intensiveret kontrol af både illegalt og sort arbejde, samt dårlige arbejdsforhold. 

"Vi er sikre på, at flere vil blive opdaget, hvis Skat laver kontrolbesøg i samarbejde med Politiet og Arbejdstilsynet," siger Karsten Hønge, arbejdsmarkedsordfører for SF.