Erhvervsminister Simon Kollerup holder doorstep om sommerpakken . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Her er sommerpakke til danskerne

19. jun 2020, 17:18
Et politisk flertal er enige om fordelingen af 700 millioner, der skal få danskerne ud i sommerlandet.

I skolernes sommerferie vil det blive muligt at købe et rejsepas, der for 299 kroner giver fri rejse i otte dage med kollektiv trafik.

Derudover bliver overfarten på danske færger gratis for cyklister og fodgængere i juli.

Det skriver Transportministeriet.

Tiltagene er en del af den politiske sommerpakke på omkring 700 millioner kroner, som regeringen og et flertal i Folketinget fredag er nået til enighed om udmøntningen af.

Sommerpakken skal få danskerne til at rejse rundt i hele landet og bruge kultur- og naturoplevelser over sommeren.

I pakken afsættes 37,5 millioner kroner til i alt 50.000 af de nye rejsepas. Passet vil give fri transport til DSB’s og Arrivas tog, i lokale busser og lokaltog, i metroen i København og letbanen i Aarhus.

De 37,5 millioner skal også sikre en million af DSB’s Orange-billetter til en pris på maksimalt 99 kroner. Det skal give danskerne mulighed for at rejse billigt med tog på tværs af Storebælt.

- Denne sommer er der brug for, at vi i regeringen hjælper både turistbranchen og de mange danskere, der har fået aflyst deres udenlandsrejse, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.

- Samtidig er det en god anledning til at bakke op om den kollektive transport og få passagererne tilbage. Med rejsepasset forener vi disse hensyn.

Som en del af sommerpakken bliver der også højere fradrag op sommerhusudlejning og halv pris på en række kulturoplevelser.

Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde fredag aften.

Blandt de kulturoplevelser, som man vil kunne opleve til halv pris, vil eksempelvis være museer, spillesteder med siddende publikummer, revyer, cirkusser, Folkeuniversitetet og zoologiske anlæg.

Erhvervsministeren forventer, at sommerpakken vil få en "god, positiv effekt" for dansk økonomi og den pressede turistbranche.

Sommerpakken indeholder også en række andre tiltag, der blandt andet skal sikre gratis tilbud om aktiviteter til ældre - og flere forenings- og idrætsoplevelser for danskerne.

/ritzau/