Soldat skyder mindst 10 ved butikscenter

8. feb, 14:29
En thailandsk soldat har åbnet ild og dræbt mindst ti personer, oplyser politiet i det nordøstlige Thailand.

En thailandsk soldat har åbnet ild og dræbt mindst ti mennesker i det nordøstlige Thailand, skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til en lokal politimand og lokale medier.

Adskillige er desuden såret.

Flere lokale medier melder 12 mennesker dræbt.

Masseskyderier forekommer meget sjældent i Thailand - bortset fra i de sydlige områder, hvor et oprør har ulmet i årtier.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Soldaten, der stadig er på fri fod, åbnede ild i Nakhon Ratchasima i den nordøstlige del af landet, siger en lokal politimand. Byen er blandt de fem største i Thailand.

- Soldaten åbnede ild flere forskellige steder i byen, som ligger omkring 400 kilometer fra Bangkok, siger politiets talsmand, Kissana Phathanacharoen, i en pressemeddelelse til journalister.

Efter skyderiet forblev gerningsmanden tæt på et butikscenter. Der var ubekræftede forlydender om, at han måske havde taget gidsler i centeret, hvor en del mennesker havde gemt sig.

Lokale medier har udsendt optagelser, som viser soldaten stå ud af en bil foran butikscenteret og åbne ild, mens panikslagne mennesker løber væk fra stedet.

Politiet siger, at den mand, som er blevet identificeret som gerningsmanden, tidligere på dagen havde skrevet på sin Facebook-profil, at "døden er uundgåelig for alle".

Han havde samtidig lagt et billede ud af sig selv bevæbnet med et håndskydevåben.

Lokal politi siger, at soldaten først ankom til et hus og dræbte to mennesker, hvorefter han tog til en våbenbutik på hærens base og anskaffede sig et nyt skydevåben.

/ritzau/Reuters