Sofie om lockout: Hyggeligt men hvor længe?

3. apr 2013, 16:00
Mens kommuner og lærere står stejlt over for hinanden, strømmer børnene ind på forældrenes arbejdspladser. Hyggeligt nu, lyder det men hvor længe?

Lærerne i folkeskolen og deres chefer i kommunerne skændes så det brager, og indtil videre er der ingen tegn på normalisering af børnenes skoledag.

Derfor har Avisen.dk spurgt en række danskere om, hvem der bærer ansvaret for lockouten af lærerne, og hvordan de tackler lukningen af skolerne i deres hverdag.

"Nu her i de første dage, syntes jeg, det er hyggeligt. Jeg har snakket med min chef og har fået lov til at tage min datter med på arbejde. Kl 13:00 kommer hun på fritidshjem, og så arbejder jeg hjemmefra om eftermiddagen, siger Sofie Bleis, der er konsulent i Københavns Kommune og mor til 7-årige Mathilda.

Snart vil hyggen ebbe ud

Mathilda går normalt i børnehaveklasse, og hvis hendes skole ikke snart åbner deres døre igen, så forudser hendes mor Sofie, at den alternative børnepasning blive en smule mindre hyggelig.

"Jeg er heldig og privilegeret, fordi jeg kan tage min datter med på arbejde, men hvis lockouten løber i længere tid, så bliver det frustrerende," siger Sofie Bleis.

Mathilda forhøres i børnehaveklassens pensum

Indtil videre leger 7-årige Mathilda løs på mors kontor.

"Jeg sætter Mathilda til at lave de lektier, hun ellers skulle lave, men hun har jo ikke eksamen, da hun går i børnehaveklassen. Hun tegner, leger og spiller computer, og snakker med mine kolleger," siger Sofie Bleis.

Men inden længe vil den 7-årige savne sin skoledag.

"Lige nu syntes Mathilda, det er fantastisk at komme med sin mor på arbejde. Men jeg tror, hun kommer til at kede sig, og savne sine kammerater, hvis lockouten varer ved i ugevis," siger Sofie Bleis.