Sofie Linde har besluttet, at hun ikke ønsker at gå videre med sin historie om en tidligere kollega i DR, der bad hende udføre oralsex på ham. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Sofie Linde efter vild debat: 'Dét havde jeg simpelthen ikke set komme'

29. sep 2020, 11:18
I et nyt interview med fagbladet Journalisten sætter tv-værten nu ord på kampen mod sexisme i mediebranchen.

- Rent statistisk kan der gå syv år, før der igen kommer en kvinde, så hvordan vil jeg bruge min taletid?

- Er der noget, jeg gerne vil have sagt? For nu har jeg faktisk en unik mulighed.

De spørgsmål stillede tv-værten Sofie Linde sig selv, inden hun gik på scenen til årets Zulu Comedy Galla i slutningen af august. Det har hun fortalt til Ritzau.

Svaret på spørgsmålene stod lysende klart, for der er to problemstillinger, som ligger Sofie Linde nær - hun har selv oplevet dem: sexisme og manglende ligestilling.

På scenen fortalte den i dag 31-årige værtinde, at hun som 18-årig til en julefrokost i DR blev hevet til side af en stor tv-kanon og afkrævet oralsex, hvis hun ville gøre sig forhåbninger om en fremtidig karriere.

Sofie Linde nægtede at lade sig seksuelt afpresse.

- Og det gik jo meget godt alligevel, tordnede hun fra scenen mod manden, som hun henvendte sig direkte til i kameraet.

Det er en måned siden, at hun holdt talen, som har vakt kraftige reaktioner i branchen, på Christiansborg og i fagforbundet.

I et nyt interview med fagbladet Journalisten sætter Sofie Linde nu ord på den seneste måned.

- Jeg vidste selvfølgelig godt, at min tale ville skabe en rystelse. Men at det ville være så kontroversielt at tale om feminisme, dét havde jeg simpelthen ikke set komme, siger hun i interviewet.

Sofie Linde fortæller videre, at hun troede, at debatten ville ebbe ud, da hun oplevede at blive mødt med spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet stadig fandtes sexisme.

Det var indtil hun blev gjort bekendt med, at seks kvindelige journalister fra TV2 havde forfattet et brev, hvori de opfordrede deres kolleger til at skrive under for at slå fast, at der stadig foregår sexisme i mediebranchen.

Da Politiken bragte den foreløbige liste af underskrivere på avisens forside, bestod den af 701 navne.

I skrivende stund har over 1680 personer - langt størstedelen kvinder - skrevet under.

Sofie Linde fortæller videre i interviewet med Journalisten, at hun efter underskriftindsamlingen ikke længere følte sig alene, og det har rørt hende dybt.

- Jeg tudede helt vildt og følte mig så set og hørt. Hvor er jeg bare pissestolt af mine kolleger, der tog mig i hånden og hjalp mig med at skubbe debatten.

- Nu kan debatten om, hvorvidt der findes sexisme eller ej, endelig slutte. Det finder sted, det eksisterer stadig, siger hun til fagbladet.

Kampen mod sexisme har bredt sig til andre brancher - 543 læger har skrevet under på en erklæring, hvori de kræver et opgør med et hierarki, som presser især medicinstuderende og yngre læger til at finde sig i grænseoverskridende opførsel af frygt for karriererelaterede repressalier.

Også over 300 kvindelige politikere har skrevet under på lignende MeToo-erklæringer.

Håbet er en generel kulturændring på arbejdspladserne, lyder det fra flere fronter.

/ritzau/