TEMA: VERDEN SET FRA ET FØRERHUS: Søvnige svindeltruckere er livsfarlige

24. jan 2011
Sagesløse bilister risikerer at blive torpederet af sovende lastbilchauffører. En dødsensfarlig fidus har bredt sig i lastvognsbranchen.

En ny type svindel har bredt sig med voldsom og livsfarlig hast i lastvognbranchen.

Lastbilchauffører har nemlig fundet ud af, hvordan de i et snuptag kan slukke de elektroniske fartskrivere, der ellers skulle begrænse hastigheden og holde et vågent øje med, at de ikke kører hvileløst rundt i døgndrift.

Politi, brancheforeninger, lastbilfabrikanter, chauffører, mekanikere og eksperter bekræfter overfor Avisen.dk problemet, der kan gøre sagesløse trafikanter til ofre for tonstunge lastbiler med søvnige, kriminelle chauffører, der giver den fuld gas for at tjene penge.

I fjor blev der rejst omtrent 1.000 flere sigtelser end i 2007 om overtrædelse af  køre-og hviletiden og om snyd med fartskriveren.

"Der findes adskillige måder at snyde systemet. Nogle af metoderne er meget enkle og effektive," siger landets førende ekspert i fartskrivere, Teknologisk Instituts chefkonsulent Peter Rytter, som underviser politiet i at kontrollere fartskrivere.

Torpederede en kø med biler

Et regulært rædselsscenarium indtraf på E45 ved Haderslev den 23. april i fjor, da en uopmærksom tysk chauffør - ansat hos det danske vognmandsfirma Ib Karlskov - i høj fart torpederede en kø med biler.

En tysk mand og en 46-årig dansk mor til to drenge omkom, adskillige blev kvæstet, og vognmanden indrømmer overfor Avisen.dk, at chaufføren havde snydt med køre-hviletiden.

Han slår dog fast, at der efterfølgende er strammet op.

Læs: Presset vognmand erkender lovbrud

Et lille stykke metal

Chefkonsulent Peter Rytter demonstrerer i en håndevending en af fiduserne med fartskriverne:

På ganske få sekunder placerer han et lille stykke metal et særligt sted på lastbilen og slukker derved fartskriveren, så både kontrollen med køretiden og hastigheden ophører.

Lastbilen kan frit accellerere til 130 km/t.. Skulle politiet komme i vejen, hiver chaufføren blot i en fiskesnørre fastgjort til magneten – og vupti: Fartskriveren går i gang og bevismaterialet er væk.

Andre, omend færre, benytter sig af mere komplicerede tekniske svindelmetoder, forklarer Peter Rytter. På en knap, som ligner de andre i instrumentbrættet, slår de efter forgodtbefindende fartskriveren til og fra.

Endelig snyder nogle ved at bruge et ekstra af de førerkort, som de skal komme i fartskriveren, så de kan køre dobbelt så lang tid.

"Jeg aner ikke, hvordan de har fundet ud af, at man gør sådan, men rygtet siger, at det er meget udbredt," siger Peter Rytter, der forklarer, at metoderne ofte bliver opfundet af kriminelle i Holland.

"Jeg har kendskab til danske vognmænd, der har snydt tachografen, men det er primært hollandske chauffører - og østeuropæere - der snyder," siger Peter Rytter.

"Dødsensfarligt"

Det bekræfter Kjeld Haugaard Jensen, der er arbejdsmiljøkonsulent i 3F Transportgruppen. Han har holdt møder med politiet om problemet, og han er foruroliget.

"Det er dødsensfarligt, og dem, der gør det her, skal smides ud af erhvervet for evigt," siger Kjeld Haugaard Jensen.

"Når jeg kører med 105 km/t på motorvejen, og der kommer en hollandsk trækker og overhaler, så ved jeg godt, hvad der er sket med den lastbil," fortsætter Kjeld Haugaard Jensen.

Vred chauffør

Leif Kölln, der er lastbilchauffør, er vred.

"Vi har i årevis undret os over, at hollænderne og østeuropæerne kan transportere godset på langt kortere tid end os. Nu er det gået op for os danske chauffører hvordan.," siger han.

Kjeld Haugaard Jensen fra 3F forklarer, at de chauffører, der snyder lykkes med både at ødelægge branchens ry og trafiksikkerheden - samtidig med, at de yder uretfærdig konkurrence ved at kunne køre i længere tid og hurtigere.

"De snyder i stor stil. Flere gange om ugen får vi biler med magneter ind på værkstedet," siger en Volvo-mekaniker fra et værksted i provinsen.

Hos lastbilfabrikanten Scania kender de udmærket til problemet.

"Forbryderne er næsten ligeså kloge som fabrikkerne, og derfor er de på nogle områder et skridt foran," siger informationschef Michael Friis, Scania Danmark.

"Så vi skal finde en måde at halse efter på, for der er jo kreative hjerner, der ofrer enormt meget energi på teknologier, der kan hjælpe til at snyde hastighedsbegrænsningen og køre-hviletiden," siger han.

Læs også: Vanvidstruckere praler med dødskørsel