Søndag var årets varmeste dag

27. jul 2008
Har sveden piblet mere ned af panden på dig i dag, end den har de seneste par måneder, så findes der en ganske enkel forklaring. Søndag satte sommertemperaturen nemlig rekord, lyder det fra DMI.

Hvis dagen i dag føles som en af dem, der kun kan overleves med en iskold drik i hånden, solhat og helst ved stranden, hvor en nedkølende dukkert er inden for rækkevidde, så er det ikke slet ikke så underligt endda. For lige præcis på denne søndag, som markerer slutningen på årets sommerferie for en stor del af danskerne, sætter sommertemperaturerne nemlig rekord.

- 29,5 grader har været rekorden indtil videre, men den bliver slået i dag. Hvor meget den bliver slået med, ved vi dog først, når temperaturmeldingerne kommer ind klokken 20.00, fortæller metrolog Jørn Thomsen til avisen.dk.

Han fortæller desuden, at det er muligt, at vi kan nå op på hedebølgeniveau de næste par dage. Definitionen på en hedebølge er ifølge DMI, at over halvdelen af landet skal opleve temperaturer på over 28 grader i mindst tre dage.

- Det er ikke usandsynligt, at vi kan nå op på det niveau de næste par dage, siger han og uddyber, at der ikke vil være den store forandring både mandag og tirsdag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Fra onsdag vil der komme lidt flere skyer på himlen, men temperaturerne vil dog stadig være ret høje.

Bliver køligere fra lørdag

Vil man nå en tur i havet, mens den danske sommer minder om en tropisk en af slagsen, så skal man dog pakke strandtasken inden næste weekend. Lørdag vil en koldfront få temperaturerne til at tage et dyk nedad.

- Når den er passeret, kommer der mere beherskede sommertemperaturer. Det er måske mellem 20 og 25 grader, siger Jørn Thomsen.

faktaboks