Socialrådgivere i bandekonflikt med chefer

1. okt 2009
Socialrådgiverne er vrede på deres chefer, fordi de ikke som lovet har fået de redskaber, der bl.a. kan forebygge bandekrige. Cheferne beklager.

Forleden anbefalede regeringens ungdomskommission, at ungdomskriminalitet bør bekæmpes med socialt arbejde og forebyggelse - ikke med hårdere straf.

Men mange af landets socialrådgivere, der skal hjælpe udsatte unge uden om en karriere som bandemedlemmer, har ikke fået den efteruddannelse, som er nødvendig for at løse opgaven bedst muligt.

"Det er pinligt, at det nu i årevis er blevet syltet", siger Ulrik Frederiksen, der næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.

Kun en tredjedel af alle socialrådgivere har fået en såkaldt personlig udviklingsplan, som skal sikre, at deres kompetencer vedligeholdes og udbygges. Det viser en rundspørge, som Dansk Socialrådgiverforening har lavet blandt sine medlemmer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det er et klart brud på en aftale fra 2005 mellem Socialrådgivernes forening og Kommunernes Landsforening om, at alle rådgivere skal have en såkaldt personlig udviklingsplan.

Inspiration fra USA og Frankrig

Ulrik Frederiksen fra i Dansk Socialrådgiverforening kræver derfor prompte handling fra de kommunale arbejdsgivere.

”Der er et presserende behov for, at vi får udviklet vore kompetencer for bl.a. med inspiration fra USA og Frankrig at kunne være opdateret med, hvordan vi forebygger ungdomskriminalitet,” siger han.

Beklager

Forhandlingsleder i Kommunernes Landsforening Anne G. Sørensen kalder det "beklageligt", at kun hver tredje socialrådgiver har fået den udviklingsplan, som de har krav på.


”Derfor vil vi indskærpe overfor kommunerne, at aftalen om udviklingsplaner skal følges,” siger hun.

Socialrådgiverne håber, at de nye meldinger fra regeringens ungdomskommission kan sætte skub i sagerne

”Jeg håber, at Ungdomskommissionens anbefalinger får arbejdsgiverne til at indse, at det betaler sig omsider at overholde aftalen om udviklingsplan," siger Ulrik Frederiksen.

Lærerne også ramt

Også skolelærere siger i en ny undersøgelse, at de ikke føler sig ordentligt klædt på fagligt.

Formand for Danmarks Lærerforening (DLF) Anders Bondo Christensen siger til 24timer, at der bliver sparet på efteruddannelsen, og at det rammer kvaliteten i klasseværelse.

Det vil kommissionen

Uddrag fra Ungdomskommissionens forslag:

Udgangsforbud og gps-overvågning er ikke en løsning

Mere gadeplansarbejde i belastede boligområder

Den forebyggende sociale indsats skal styrkes

Mentor til udsatte unge

Den kriminelle lavalder på 15 år skal ikke sænkes