Snyltere driver Matasansatte til vanvid

14. maj 2010
Matas medarbejdere er dybt frustrerede over, at især kvindelige kunder snylter på makeup og parfume. Kæden skruer bissen på.

En stor del af de godt 2.000 salgsassistenter, elever og materialister i Matas knap 300 danske butikker bliver dagligt vrede og kede af det.

Det skyldes et problem med især kvindelige besøgende, der bruger løs af de ofte kostbare mascaraer, læbestifter, parfumer og cremer.

Raser over over at blive irettesat

Det er varer, som egentligt skulle kunne sælges, men som bliver ødelagt til dyb frustration for personalet, der må kassere kosmetikken efter skænderier med 'kunder', der bliver rasende over at blive irettesat.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Avisen.dk har ringet til 10 Matas-butikker. Fra samtlige butikker beretter personalet om udbredte problemer med kunder, der ikke respekterer eller forstår, at ikke alle varer må åbnes og anvendes.

'Irriterende', 'træls' eller 'frustrerende'

Alle de adspurgte siger, at de oplever problemet dagligt – og at det er 'irriterende', 'træls' eller 'frustrerende'

"Man skulle tro, det kun var teenagepiger, men det er kvinder i alle aldre, der bruger vores butik som et makeup-studie, hvor alt er gratis. Når vi pointerer, at man heller ikke smager på leverpostejen i Føtex, bliver de fornærmede. De hævder, at de har retten på deres side," siger en medarbejder i en Københavnsk Matas.

"Bliver pissesure"

"De respekterer os ikke. De står bare der og sminker sig med det dyre make-up og bliver pissesure, når vi beder dem stoppe," siger en ekspedient i en århusiansk Matas.

"Der ryger rigtig meget læbestift og mascara på den konto, fordi folk ikke læser skiltet, hvor der står, at det er forbudt. Man bliver rigtig trist af det," siger en medarbejder i en anden Matas i Århus.

"Flipper ud og sviner os til"

"Vi smider rigtig meget make-up ud, for vi kan jo ikke sælge det, når nogen har brugt det. Ofte må vi bede teenagere forlade butikken, når det tager overhånd. Så flipper de helt ud og sviner os til," lyder det fra en Matas i Aalborg.

I en århusiansk Matas er problemet blevet så stort, at butikken har skruet bissen på.

"Betragtes som butikstyveri"

"Brug af salgsvarer medfører køb. Hvis ikke betragtes det som butikstyveri," står der op røde opslag på hylderne.

De ansatte giver flere steder udtryk for, at de er kede af de økonomiske tab, som butikkerne lider, når kosmetik, creme og parfume må kassereres.

Så medarbejderne ringer til leverandørerne i forsøget på at få dem til at stille såkaldte 'testere' til rådighed". Nogle gange lykkes det, men langt fra altid.

'Testere' er produkter markeret med et lille klistermærke, der oplyser, at det er okay at bruge det.

Det er fortrinsvis kvindelige besøgende, der også bruger salgvarerne. Men der er også konflikter med unge mænd i grupper, der parfumerer sig kraftigt i butikkerne, siger flere ansatte.

Matas informationschef Henrik Engberg Johannsen har ikke været at træffe for en kommentar, men mandag skrev han til Avisen.dk, at "der generelt ikke noget problem med, at kunder bruger varer, der ikke er beregnet som testere".

Læs også: Otte råd til at tackle en hystade