Snyd dig til lidt sol

4. aug 2010
Fire tricks til slippe ud i solen og få løn samtidig.

Solen skinner. Sommerferien er slut. Du skal arbejde. Det er noget hø. Men vi hjælper dig!

Her er fire tricks til at komme et smut ud og nyde sol og varme i arbjedstiden.

1. Walk and talk

Prøv at få flyttet jeres møde udenfor! Men sig endelig ikke, at det er sol du gerne vil have. Næ, du synes, I skal indføre ’Walk and Talk’. Meget hipt – og i virkeligheden betyder det, at I dropper mødebordet og går en tur, mens i snakker.

Hvis du mangler gode argumenter, så er her et par stykker fra coachinguniverset:

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Walk & Talk er en metode, der kort sagt inddrager fysik og natur i kommunikationen. Små grupper sendes på en gåtur med et konkret emne, de skal drøfte på turen. En gåtur i den friske luft får gang i blodcirkulationen og samtidigt bliver man visuelt stimuleret. Noget, der alt i alt danner gode rammer for en konstruktiv samtale."

"Videnskabelige forsøg har vist, at vi tænker ca. 60.000-75.000 tanker i døgnet. Man kan derfor meget hurtigt blive forvirret, hvis man bare "forbliver oppe i hovedet."

"Ved at bevæge din krop samtidig med, at du tænker, får du mulighed for en større bevidsthed og for bedre at mærke efter, hvad der føles rigtig/forkert for dig."

2. Køb is

Plag. De fleste chefer kan selv under en finanskrise lokkes til at give sine varmeramte medarbejdere en is. Om ikke andet kan du tilbyde at købe dem i supermarkedet i en stor pakke, så de er billigere per styk. Og det er her, at du og din chance for sol kommer ind i billedet. Du tilbyder selvfølgelig at hente isene, og det er intet besvær at gøre det, hvor det er billigst, selvom det er lidt længere væk. Men skynd dig før sekretæren gør det. De har et godt blik for den slags solrige opgaver.

3. Kør ud og hent noget meget, meget vigtigt

I har længe manglet nogle ting fra byggemarkedet eller kontorforsyningen. Især i dag, mener du, har I særligt brug for det, og som det pligtopfyldende menneske du er, kører du ud efter det. Og hvem ved præcis, hvor langt der er derud, og om der er problemer med trafikken, og om det var udsolgt, så du måtte flere steder hen? Så find en plads i solen, spis en is og pas på ikke at spilde på dit tøj, så du bliver afsløret, når du kommer tilbage på arbejde.

4. Flex!

Hvis du er sådan en, der har en flexkonto, så er det nu, det skal fyres af. Arbejd, når det er mørkt og regner, og se så at komme ud i solen, mens den er der.