Snevejr gør togpersonale til syndebukke

28. dec 2010
Vi gør togpersonalet til syndebukke i snevejret. Erstatningssager på vej for vold mod DSBansatte.

Julen er hjerternes fest. Dog ikke på statsbanernes iskolde stationer og overfyldte togkupeer.

I frustration over aflysninger og forsinkelser sprutter de rejsende ukvemsord efter togpersonalet, som i de sneplagede juledage har oplevet tre gange så mange overfusninger som normalt.

"Se at få fingeren ud", er en ikke sjældent hørt opfordring i togene, oplyser de DSB-ansattes fagforening, Dansk Jernbaneforbund.

Det er tale om et syndebuksfænomen, der skyldes frustrationer over sneen, forklarer psykolog Anton Eg Andersen.

"Når noget går galt, har vi brug for en syndebuk. Vi forsøger at bebrejde nogen det kaos, vi oplever. Men ofte er dem, vi bebrejder, ganske uskyldige," siger Anton Eg Andersen.

Forkælede unge

Det stigende antal overfusninger skal også tilskrives en forkælet ung generation.

"Den yngre generation er mere uopdragen end den ældre. Den er ikke vant til at vente. Den lader nemmere frustrationerne gå ud over de ansatte, når der så pludselig er kø," siger Anton Eg Andersen.

Frygter overfald

Formanden for Dansk Jernbaneforbund, Ulrik Salmonsen, frygter, at en del togbetjente har været udsat for voldelige overfald i juledagene. Han forudser derfor flere sager om erstatninger for arbejdsskade.

"Når snedriverne er høje, lader julens rejsende bilen stå og overfylder togene. Men de glemmer, at toget også har svært ved at nå frem i snevejret. Og så raser de mod togbetjenten," siger Ulrik Salmonsen, formand for Jernbaneforbundet.

Hårdeste jul nogensinde

Mange tog er aflyst og flere er forsinkede på grund af sneen. Frosten gør, at togvognene ikke kan hægtes sammen, at skinnerne flækker - og at togene overfyldes med rejsende.

"Det belaster alt sammen, især når julen er den travleste rejsetid på året. Det her har været den hårdeste jul for de ansatte i mange år," siger Niels Henrik Nielsen, der er tillidsmand for DSB's togpersonale.

Opfør jer ordentligt

Han opfordrer passagerer til at huske på, at det er sneen og ikke togpersonalet, der er skyld i alle forsinkelserne.

DSB mener, at langt de fleste passagerer har forholdt sig rolige i det trafikkaos, sneen har forårsaget.

"Jeg var selv nede på hovedbanen og hjælpe til i julen med at give passagererne information om rejsetider. De fleste forholdt sig meget rolige," siger pressekoordinator Martin Sun Larsen, DSB.