Snekaos: Fyringer på vej på Bornholm

29. dec 2010
Snekaos kan koste job på Bornholm.

Bornholmerne føder alene og sulter. Det gør landbrugsdyrene også. For snevejret har forvandlet solskinsøen til en ufarbar is-ø.

Nu frygter Bornholms Regionskommune, at det kaos, sneen har bragt, vil koste arbejdspladser.

"Når vi bruger penge på snerydning, er der færre penge til andre ting. Det kan i sidste ende betyde fyringer," siger viceborgmester Steen Colberg Jensen (V).

Fyringer i det private

I forvejen er Bornholm hårdt ramt af arbejdsløshed. 6,8 procent af arbejdsstyrken har i fjerde kvartal af 2010 været uden job. På landsplan er det 4,5 procent.

Og det er ikke alene kommunens ansatte, der kan frygte for jobbet. Besparelser vil også koste stillinger i det private, da kommunen er en af de store kunder på øen.

Sne koster millionbeløb

Snerydningen på øen i januar og februar 2010 kostede 22 millioner mere end kommunen havde forventet.

Denne vinter er langt hårdere og begyndte langt tidligere. Derfor frygter viceborgmesteren, at merforbruget til snerydning vil være langt større i 2011.

Håber på en redningsmand

Kommunen håber nu på, at staten vil komme den til hjælp med en ekstra pose penge.

"Det er jo en nødsituation, vi har her," siger Steen Colberg Jensen.

Lukkede skoler

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen påpeger, at store udgifter til snerydning hele vinteren kan betyde lukning af skoler og plejehjem.

"Krisen betyder, at den i forvejen fattige udkantskommune er meget trængt. Fortsætter vinteren sådan her indtil marts, kan det gå ud over de gamle og børnene," siger Flemming Ibsen.

Han mener, at en løsning kan være, at militæret rydder øen for sne, så snerydningen ikke sker for kommunens regning.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her