Smurte hus ind i sovsekulør og skred

19. feb 2014, 07:00
En husejer kom hjem til et gennemrodet hus smurt ind i sovsekulør og mel.

Nok blev der ikke stjålet noget, men en husejer i Lyngby Høng var mandag ikke i tvivl om, at ubudne gæster har været forbi hans hjem.

For da gerningsmændene havde gennemrodet huset og tilsyneladende ikke fandt noget, de gad at stjæle, hældte de i stedet diverse madvarer som sovsekulør, mel og havregryn ud i hjemmet. Det skriver TV 2 Øst.

Indbruddet fandt sted søndag mellem klokken 14.00 og 14.50. I samme tidsrum havde et andet hjem på samme vej også indbrud. Her fik tyvene både smykker, vaskemaskine og en 40-tommer-fladskærm med sig, skriver TV 2 Øst.